Copyright © by Den danske historiske Forening. STAGNATION ELLER DYNAMIK? DEN ØKONOMISKE UDVIKLING I DANMARK I 1950ERNE AF HASSE LUNDGÅRD ANDERSEN 99:1, 69-91. (1999)
I den traditionelle tolkning af den økonomiske udvikling i Danmark 1950-73 - den periode af efterkrigstiden, der i engelsksproget litteratur ofte betegnes The Golden Age of Capitalism - indgår en opdeling af udviklingsforløbet i to delperioder med 1957/58 som skæringsår.(Note 1) Denne periodisering(Note 2) afspejler en formodning om, at der netop omkring 1958 indtraf afgørende ændringer i både de ydre og de indre rammevilkår for dansk økonomi, hvilket muliggjorde en overgang fra lav og ustabil til høj og stabil vækst. Dansk industri - motoren i efterkrigstidens økonomiske ekspansion - antages således at have været karakteriseret ved et forældet produktionsapparat og lav produktivitet ved indgangen til efterkrigstiden sammenlignet med udlandet. Først med den øgede investeringsaktivitet efter 1958 skulle industrien derfor have undergået en moderniseringsproces, der kunne danne grundlaget for en ekspansion af den samlede økonomi. Det danske vækstforløb synes umiddelbart at retfærdiggøre
denne opdeling, idet den gennemsnitlige årlige vækst i Danmarks
samlede bruttofaktorindkomst (BFI) steg fra 2,9 procent i perioden 1950-58
til 4,9 procent 1958-73.(Note 3) Næstefter
Portugal var Danmark dermed det vesteuropæiske land, der oplevede
den største forskydning i vækstraternes gennemsnitlige størrelse
mellem de to perioder.(Note 4) Derudover
kan der ikke herske tvivl om eksistensen af en række niveauskift
på makroplan efter 1958. Det er imidlertid min hypotese og udgangspunktet
for denne artikel, at grundlaget for efterkrigstidens økonomiske
ekspansion skal søges i industriens egen vilje og evne til at omstille
sig til de ændrede vilkår efter krigen, snarere end i et tilfældigt
sammenfald af gunstige omstændigheder med en begyndende industripolitik
fra statens side omkring 1958. Samtidig byggede denne omstillingsproces
i højere grad på en udvikling, som havde rødder i mellemkrigstiden,
end den udgjorde et markant historisk brud, hvilket gør opretholdelsen
af den traditionelle periodisering endnu mere misvisende. I det følgende
vil jeg gennem analyser af udviklingen i hovederhvervenes BFI samt industriens
eksport, produktivitet og investeringer, underbygge min hypotese. Afslutningsvis
i artiklen vil jeg forsøge at begrunde, hvorfor den traditionelle
periodisering er blevet opretholdt.
Dansk Industri
Kilder: Danmarks Statistik, reviderede nationalregnskabstal.
Udviklingen i hovederhvervenes BFI bekræfter, at væksten i industriens BFI først for alvor tager fart i årene efter 1958, idet den gennemsnitlige årlige vækstrate var 2,6 procent 1950-58 mod 7,8 procent 1958-66 (figur 1). Det er således korrekt, at der er et brud i industriens vækstforløb omkring 1958, hvilket imidlertid også var tilfældet for de øvrige erhverv undtagen landbruget, og både landbruget og de øvrige erhverv kendetegnedes ved lav vækst i 1950erne. Bedømt på de reviderede nationalregnskabstal kan der da heller ikke iagttages nævneværdige forskydninger i hovederhvervenes bidrag til Danmarks samlede BFI før 1958 (tabel 1). Tabel 1: Fordelingen af BFI på hovederhverv 1950,
1958 og 1966 (procent)
Kilder: OECD, National accounts of OECD countries 1950-68
(Paris 1970); Danmarks Statistik, reviderede nationalregnskabstal.
Den beskedne stigning i industriens BFI kan således ikke alene fremhæves som årsagen til 1950ernes som helhed afdæmpede vækstforløb i Danmark. Det bør endvidere bemærkes, at bedømt på de reviderede nationalregnskabstal, var industrien faktisk allerede det største enkelterhverv ved indgangen til efterkrigstiden. I tabellen er hovederhvervenes andele af den samlede BFI i Danmark tillige sammenlignet med de tilsvarende andele i fire udvalgte vesteuropæiske lande,(Note 5) og det fremgår, at nok var den danske industrisektor væsentlig mindre end både den franske, vesttyske og britiske industrisektor, men trods alt på størrelse med industrisektoren i Sverige i 1950. Dette tjener til at sætte strukturproblemet i dansk økonomi som helhed efter krigen i perspektiv. I en komparativ synsvinkel var udfordringen efter krigen således ikke primært en kraftig udvidelse af industriens andel af den samlede økonomi, som det ofte anføres, og det kan knapt hævdes, at Danmark først blev et industriland i løbet af 1960erne.(Note 6)
Kilder: Se tabel 1; OECD, National Accounts of OECD
countries 1962-1979 (Paris 1981); ADAM databasen.
Betydningen af strukturforskydningen i erhvervenes bidrag til den samlede vækst i dansk økonomi skal derfor ikke overdrives, især fordi stagnationen i landbrugsproduktionen efter krigen dækkede over en omfattende rationaliseringsproces, hvor store dele af produktionen mekaniseredes med det resultat, at produktionen per beskæftiget i landbruget rent faktisk oversteg produktionen per beskæftiget i industrien. En revision af nationalregnskabstallene for 1930erne og krigsårene ville endvidere kunne klarlægge det eksakte begyndelsestidspunkt for forskydningen mellem hovederhvervene, da noget kunne tyde på, at denne udvikling havde nået en afgørende fase før eller under 2. verdenskrig. Desuden var Danmark ikke det eneste land, hvor væksten i industriproduktionen 1950-58 var beskeden i forhold til den efterfølgende periode, og allerede i 1958 var Danmark på niveau med Sverige og Storbritannien (figur 2). Det er da også kendetegnende, at mens industriens andel af den samlede BFI øgedes markant i Vesttyskland, forblev andelen mere eller mindre uændret i Sverige og Storbritannien frem til 1958 som i det danske tilfælde, jvf. tabel 1. Endvidere afspejlede de lave danske vækstrater 1950-54 tilsyneladende en tendens, der også gjorde sig gældende i Sverige, Storbritannien og til dels Frankrig.(Note 7) Når det er sagt, kan der dog ikke herske tvivl om, at der i det danske tilfælde indtraf et skift til et højere niveau i væksten i industriens BFI efter 1958 og at vækstraterne indtil da var væsentligt lavere end i de nærmeste nabolande. Den hidtidige forskning har imidlertid ved at opdele perioden 1950-73 i to delperioder i praksis sat lighedstegn mellem på den ene side lav vækst og stagnation og på den anden side høj vækst og dynamik. Forholdet kunne være det modsatte, nemlig at økonomisk krise generelt indeholder kimen til fornyet vækst, idet virksomhederne derved tvinges til at omstille produktionen i forsøget på at overleve i en ændret markedssituation, hvorimod incitamentet til fornyelse alt andet lige er begrænset under en højkonjunktur.(Note 8) Industriens konkurrenceevne En vigtig indikator for omstillingsviljen i dansk industri i 1950erne er udviklingen i eksporten. Udviklingen i eksportens sammensætning målt i løbende priser antyder, at industrien stod for hovedparten af stigningen i eksporten i 1950erne såvel som den efterfølgende periode, da industriens andel af den samlede eksportværdi voksede allerede fra 1953, og så tidligt som 1963 havde industrien overtaget rollen som primær indtjener af fremmed valuta til landet (figur 3).(Note 9)
Kilder: Danmarks Statistik, Statistisk Oversigt 1950-60;
Statistisk Tiårsoversigt.
Det er også værd at bemærke, at der ikke kan iagttages et markant brud i udviklingen i industriens eksportandel omkring 1958, men udviklingen synes snarere præget af kontinuitet fra 1953 og frem. Sammenholdes udviklingen i den samlede danske eksportværdi med den tilsvarende udvikling i de udvalgte lande (figur 4), fremgår tillige et andet karakteristikum, nemlig at Danmark sammen med Vesttyskland var det eneste af de udvalgte lande, hvor der ikke efter 1953 indtraf afgørende brud i eksportens udvikling. Den gennemsnitlige årlige stigningstakt i den danske eksport 1950-58 på 6,8 procent var desuden noget større end de tilsvarende værdier for Frankrig og Sverige - henholdsvis 4,7 og 4,3 procent. Indrømmet, den hidtidige forskning har været opmærksom på den positive udvikling i industriens eksport, men har nedtonet betydningen af dette forhold ved vurderingen af 1950erne typisk med henvisning til, at denne udvikling først fik afgørende indflydelse på den økonomiske politiks muligheder i løbet af 1960erne som følge af et lavt begyndelsesniveau.
Kilder: United Nations, Yearbook of International Trade Statistics 1973-74 (New York 1975). Anm.: Indeks er beregnet i 1963-priser. Af afbildningsmæssige årsager er tidsserien for Vesttyskland kun medtaget frem til og med 1965. Det sidste lyder i og for sig indlysende, men et groft skøn over eksportens betydning i forhold til den samlede produktion antyder imidlertid, at Danmark faktisk i 1950erne var blandt de vesteuropæiske lande, som afsatte den største andel af den indenlandske produktion til udlandet.(Note 10) Den kraftige stigning i industriens eksport efter 1953 kan derfor ikke blot afskrives som resultatet af et lavt begyndelsesniveau. Dermed ikke sagt, at dansk industri til fulde udnyttede de gunstige konjunkturer på verdensmarkedet i 1950erne. En måde at bedømme dette på, er at sammenholde udviklingen i de samlede danske eksportværdier med udviklingen i importen på nogle vigtige udenlandske afsætningsmarkeder (tabel 2). Det fremgår, at stigningstakten i den samlede danske eksport ikke var mindre end stigningstakten i den franske, svenske og britiske import 1950-58, men dog markant lavere end stigningstakten i den vesttyske import. Efterfølgende var stigningstakten i den danske eksport både lavere end stigningstakten i den vesttyske og franske import. Tabel 2: Indeks for eksport- og importværdi 1950,
1958 og 1973 (1950=100)
Kilder: Se figur 4.
Mulighederne for en yderligere øget dansk eksport synes dermed begrænsede i 1950erne og under alle omstændigheder tydeligst i perioden efter 1958. Det kunne dog være en fordel at analysere forholdet mellem den danske eksport og de vigtigste nabolandes import i efterkrigstiden mere detaljeret. Det lader sig kun gøre groft, da en sådan analyse burde tage udgangspunkt i den samlede eksport af industrivarer, for hvilken der først foreligger tal relativt sent i perioden. De danske andele af importen af fødevarer og øvrige varer til Sverige og Vesttyskland kunne dog give et fingerpeg om, i hvor høj grad der eksisterede uudnyttede muligheder i den danske eksport af industrivarer før 1958, idet Danmark må formodes at have været i besiddelse af en række fordele i forbindelse med eksport af varer til disse to markeder. Ikke kun den geografiske nærhed spillede her en rolle, men Sverige og Vesttyskland havde allerede før krigen aftaget en betragtelig del af den danske eksport af industrivarer. Udviklingen på det svenske marked synes mest entydig med en stærk øgning i den danske andel af importen af andre varer end fødevarer i 1950erne (tabel 3). Udviklingen i den vesttyske import fra Danmark var mindre entydig, men frem til 1958 var den danske andel af denne varegruppe også kraftigt stigende. Det skal samtidig tages i betragtning, at råvarer især i 1950erne vejede tungt i disse to landes import, og da Danmarks eksport af råvarer generelt var meget begrænset, undervurderes Danmarks rolle i importen af halvfabrikata og færdigvarer. Bedømt på disse to landes import fra Danmark, var baggrunden for 1950ernes eksportstigning således hovedsageligt en forskydning fra fødevarer til industrivarer, og de stigende danske markedsandele indenfor sidstnævnte varegruppe taget i betragtning, var Danmark i højere grad end danske forskere hidtil har villet indrømme, en udpræget succeshistorie på eksportområdet i 1950erne. Den nærliggende konklusion må være, at industrien lagde grunden til denne succes ved allerede fra 1950ernes start at påbegynde en modernisering af produktionen. Tabel 3: Danmarks andele af Sverige og Vesttysklands
import 1950-71 (procent)
Kilder: Sveriges Utrikeshandel; Der Aussenhandel Der
Bundesrepublik Deutchland; Danmarks Statistik, Statistisk Årbog.
Det er også svært at påvise et afgørende brud i industriens hjemmemarkedsandel mellem de to delperioder. Havde dansk industri som hidtil antaget været karakteriseret ved en lav produktivitet sammenlignet med udlandet, skulle den gradvise ophævelse af den danske importregulering forventes at have resulteret i en faldende andel af hjemmemarkedet for dansk industris vedkommende. Der findes to opgørelser over udviklingen i industriens hjemmemarkedsandel efter krigen, og ingen af dem antyder et afgørende brud omkring 1958 eller i perioden frem til 1973 som helhed trods en faldende tendens i 1950erne(Note 11) Imidlertid er det symptomatisk, at heller ikke dette indicium for industriens dynamik i 1950erne er blevet taget til fuld efterretning af den hidtidige forskning. Typisk er i stedet blevet anført en række gunstige forhold såsom de danske undtagelser ved liberaliseringsprocessen og den fuldt udnyttede kapacitet hos de udenlandske konkurrenter, der afholdt dem fra et fremstød på det danske marked, som forklaring på fraværet af afgørende forskydninger i industriens hjemmemarkedsandel.
Industriens produktivitet Kilder: Danmarks Statistik,
reviderede nationalregnskabstal; ADAM databasen; Statistisk Tiårsoversigt.
På figur 5 er udviklingen i arbejdsproduktivitet og investeringer per beskæftiget afbildet for dansk industri, og figuren efterlader ingen tvivl om, at der skete en kraftig udbygning af industriens kapitalapparat efter 1958.(Note 12) Bedømt på figuren skulle industriens omstilling således som hidtil antaget have fundet sted i perioden efter 1958 nærmere betegnet 1958-65, idet investeringerne per beskæftiget steg markant i disse år og arbejdsproduktiviteten øgedes. Imidlertid står denne antagelse i nogen kontrast til den positive udvikling i industriens afsætning til udlandet fra 1953 og frem. Det må også holdes for øje, at arbejdsproduktiviteten allerede var stigende i 1950erne, og at bruddet i investeringsforløbet omkring 1958 ikke resulterede i et tilsvarende brud i arbejdsproduktiviteten, forhold der knapt indikerer, at en overgang til ny produktivitetsforbedrende teknik først fandt sted fra slutningen af årtiet. Kontinuitet synes tværtimod at have været det karakteristiske træk. Kapacitetsudnyttelsen i industrien må endvidere tages i betragtning, idet de hyppige efterspørgselsbegrænsende tiltag fra politisk side i 1950erne utvivlsomt dæmpede industriens lyst til at øge produktionen, hvilket influerede negativt på arbejdsproduktiviteten uden dog at kunne siges at have afspejlet en tilbagestående industristruktur. Derudover har der formentlig også i en overgangsperiode været vanskeligheder forbundet med indførelsen af ny teknik, hvilket ville trække i samme retning. Det er således uvist, om den beskedne vækst i industriproduktionen frem til 1958 afspejlede en modvilje mod teknologisk fornyelse i forventning om bedre tider. I hvor høj grad investeringerne i dansk industri op til 1958 baseredes på indførelse af ny teknologi, kan belyses statistisk ved hjælp af en multipel regressionsanalyse af produktionsfaktorernes bidrag til produktionsforøgelsen. Givet det statistiske materiales beskaffenhed synes det mere frugtbart at følge en mindre ambitiøs indfaldsvinkel i denne sammenhæng. Under antagelse af, at kapital og arbejdskraft var de eneste produktionsfaktorer, deres relative betydning den samme og at der eksisterede et konstant skalaafkast, kan der udledes et groft mål for de teknologiske forbedringers betydning i produktionen, idet den såkaldte teknologifaktor r bliver til rest, når de kendte værdier for den gennemsnitlige årlige procentvise vækst i industriens BFI ([delta]Y), kapitalapparatet ([delta]K) og antal ansatte ([delta]L) i perioderne 1953-58 og 1958-73 indsættes i ligningen [delta]Y = 0,5[delta]K + 0,5[delta]L + r.(Note 13) I tabel 4 er de derved fremkomne værdier angivet som procentandele for de fire udvalgte lande undtagen Sverige samt Danmark. Tabel 4: De relative andele for K, L og r 1953-70 (procent)
Kilder: Se figur 2 og 5; Bart van Ark, »Sectoral
growth accounting and structural change in post-war Europe«, s 142-159,
og Mary O'Mahony,»Measures of fixed capital stocks in the post-war
period: a five-country study«, s 196-205, begge i Nicholas Crafts
og Bart van Ark (red.), Quantitative aspects of Postwar European Economic
Growth (Cambridge 1996); Niels Groes, Finansieringsmønstre
i Industrien (København 1973).
Bedømt på tabellen var restfaktoren tilsyneladende ikke af mindre betydning i dansk industri sammenlignet med udlandet i 1950erne, selvom en forholdsvis kraftig øgning af denne faktors bidrag til væksten i BFI kan iagttages mellem perioderne 1953-58 og 1958-73 i Danmarks tilfælde. Desuden var restfaktorens betydning stigende mellem de to perioder i samtlige medtagne lande undtagen Frankrig. Der er selvfølgelig her tale om husmandsberegninger, men alt tyder på, at kontinuitet var nøgleordet i industriens teknologiske udvikling og at produktionen allerede fra de tidlige 1950ere optimeredes ved en glidende indførelse af tekniske forbedringer, der ikke nødvendigvis på kort sigt ville give sig udslag i en kraftig forøget værditilvækst. Industriens investeringer Nu er det én ting at påvise, at industrien må have været langt mere dynamisk i 1950erne end danske forskere hidtil har villet indrømme. En noget vanskeligere opgave er det at påvise den eksakte karakter af den af mig postulerede omstillingsproces i industrien i dette årti, ikke mindst fordi den beregnede restfaktor ikke i sig selv afslører, hvilken form for teknologisk forandring der lå bag en eventuel produktivitetsstigning. Sædvanligvis sammenkædes efterkrigstidens industriboom i Vesten med overgangen til, hvad der noget svævende betegnes masseproduktion eller fordisme. Gennem standardisering af produkterne, en opsplitning af arbejdsprocessen i delprocesser og indførelse af ny arbejdskraftsbesparende teknologi kunne der opnåes en betragtelig produktivitetsforøgelse. Også i Danmarks tilfælde, hvor en formodet omstilling fra en håndværkspræget til en i mere traditionel forstand industriel produktionsform antages at have sikret dansk industris konkurrenceevne og dermed deltagelsen i 1960ernes internationale højkonjunktur. Nok forblev den gennemsnitlige virksomhedsstørrelse begrænset i forhold til udlandets og nok baseredes eksportfremgangen på nicheproduktion, men den industri, der blev resultat af 1960ernes ekspansion, antages alligevel at have været væsensforskellig fra den industristruktur, som bestod ved indgangen til efterkrigstiden. Samarbejdet mellem fagforening, fagklub og den enkelte virksomhed med henblik på at lette indførelsen af ny teknik og etableringen af produktivitetsfremmende lønsystemer var givetvis et af de mest fremtrædende træk ved den tidlige efterkrigstids industriudvikling, og rationalisering blev om noget et modeord i den offentlige debat i datiden. Nyere forskningsbidrag har imidlertid anfægtet, at disse træk skulle afspejle et historisk brud. Peer Hull Kristensen har hævdet, at det karakteristiske ved den danske udvikling i efterkrigstiden var, at de nye organisationsmæssige principper fra Amerika især rettedes mod toppen af virksomhedspyramiden, mens selve produktionen forblev forholdsvis uændret og domineret af faglært arbejdskraft.(Note 14) Jan Pedersen har endvidere understreget, at den mekanisering og automatisering, der slog igennem i dansk maskinindustri efter krigen baseredes på udbredelsen af især hydrauliske systemer, som indpassedes i den allerede eksisterende produktionsform.(Note 15) Tabel 5: Industriens produktionsværdi fordelt på
brancher 1925-95 (procent)
Kilder: Danmarks Statistik, Erhverstællingerne,
1925 og 1935 (København 1929 og 1938); reviderede nationalregnskabstal;
Nationalregnskabsstatistik,
løbende årgange.
Andre forhold indikerer også, at den teknologiske fornyelse i dansk industri efter krigen tog form af en tilpasning snarere end en grundlæggende forandring af produktionsformen. Var det sidste tilfældet, kunne det forventes at have resulteret i omfattende forskydninger i industriens sammensætning, da den teknologiske udfordring varierede fra branche til branche. Bedømt på tabel 5 var brancheforskydning imidlertid et begrænset fænomen i dansk industri, endog helt op til nutiden, selvom jern- og metalindustrien, den kemiske industri og grafisk industri øgede deres andel af den samlede produktionsværdi efter krigen på bekostning af fodtøjs- og beklædningsindustrien samt næringsmiddelindustrien.(Note 16) Desuden var der trods variationer ikke afgørende forskel på den relative størrelse af brancheforskydningerne hverken i de enkelte delperioder eller før og efter 2. verdenskrig, og 1960erne kan derfor ikke fremhæves som en udpræget omstillingsperiode i forhold til 1950erne. Udviklingen i antal beskæftigede per virksomhed i industrien understreger yderligere dette forhold, da den relative stigning i den gennemsnitlige virksomhedsstørrelse - fra 40 i 1950 til 52 i 1957 og 64 i 1973 - var større 1950-58 end 1958-73.(Note 17) Havde investeringerne i industrien været rettet mod introduktionen af nye produkter, skulle en høj udskiftningsrate samtidig have været normen i dansk industri, da en række af de allerede etablerede virksomheder ikke kunne forventes at omstille sig til de nye markedsvilkår jvf. note 8. Et studie af sammenhængen mellem udskiftningen blandt de 100 største danske industrivirksomheder siden 1890 fandt, at i gennemsnittet forlod 4 virksomheder årligt top 100 listen 1950-60, samme udskiftningsrate som for perioderne 1920-30 og 1930-40, men mindre end det halve af de 9, der var gennemsnittet for perioden 1960 til 1970.(Note 18) Bedømt på det grundlag var industrien i 1950erne nok præget af en mindre udskiftningshyppighed end i 1960erne, hvilket imidlertid må sammenholdes med, at denne forskel modsvaredes af en tilsvarende fordobling af industriens vækstrate mellem 1950-60 og 1960-70, hvorfor forholdet mellem vækst og udskiftningshyppighed stort set var det samme i de to årtier. Holder disse antagelser, står det klart, at opretholdelsen af et skel omkring 1958 har medført en tilsløring af det måske vigtigste træk ved den økonomiske udvikling efter krigen, nemlig den ubrudte kontinuitet mellem den industristruktur, som opstod i ly af 1930ernes importregulering, og efterkrigstidens eksportindustri. En begrænset virksomhedsstørrelse karakteriseret ved en håndværksmæssig produktionsform og en oprindelig orientering mod et godt beskyttet hjemmemarked blev således ikke i Danmarks tilfælde en hindring for en bæredygtig udvikling hverken i 1950erne eller på længere sigt. Konklusionen må snarere være, at denne struktur udgjorde et favorabelt udgangspunkt for Danmarks deltagelse i den øgede internationale arbejdsdeling efter krigen, og da modeordet indenfor dansk industripolitik de seneste årtier har været nicheproduktion, var i hvert fald dele af dansk industri på forkant med udviklingen allerede i begyndelsen af 1950erne. Betragtninger over baggrunden for den hidtidige fortolkning Jeg skal afslutningsvis i denne artikel give mit bud på årsagerne til den fortsatte opretholdelse af et kronologisk skel omkring 1958 i både brede synteser over danmarkshistorien og i den økonomisk-historiske litteratur. Denne opgave er problematisk, men alligevel må forsøget gøres, da det er min faste overbevisning, at periodiseringsproblematikken udover at afspejle overvejelser af en økonomisk-teoretisk karakter også afspejler en generel tendens i dansk historieskrivning. Det falder naturligt at tage udgangspunkt i Svend Aage Hansens banebrydende tobinds-værk Økonomisk vækst fra begyndelsen af 1970erne, der var den første systematiske analyse af det danske vækstforløb.(Note 19) Det er knapt en banebrydende indsigt fra min side, at Økonomisk vækst i høj grad var et barn af den udbredte vækstoptimisme, der prægede de vestlige samfund i 1960erne og et godt stykke ind i det efterfølgende årti.(Note 20) Denne vækstoptimisme baseredes på en formodning om, at de høje og stabile vækstrater var kommet for at blive, og de vestlige lande dermed var overgået til en ny historisk fase, der lovede afslutningen på sult og nød. Et modeord i den offentlige debat såvel som i faglitteraturen blev selvforstærkende vækst udfra det rationale, at vækst skabte øgede indkomster og dermed øget efterspørgsel, hvilket gav grobund for investeringer i ny produktivitetsforbedrende teknik, som igen resulterede i fornyet vækst. Staten opfattedes som garant for opretholdelsen af denne gode cirkel, idet den ved at føre en keynesiansk konjunkturpolitik skulle modvirke fald i efterspørgslen. Datidens økonomiske vækstteori spillede utvivlsomt også en rolle ved opsplitningen af det danske vækstforløb hos Svend Aage Hansen. Især W. W. Rostows faseteori blev inspirationskilde til talrige historiske undersøgelser trods væsentlig fagkritik i samtiden.(Note 21) Rostow opererede med fem faser med hver deres særpræg, startende med det primitive samfund og sluttende med efterkrigstiden - masseforbrugets epoke - til beskrivelse af industrilandenes historiske udvikling. Selv om Svend Aage Hansen ikke eksplicit refererede til Rostows teori, var slægtskabet tydeligt, eftersom den overordnede kronologiske opdeling af det danske vækstforløb i Økonomisk vækst var sammenfaldende med Rostows fem faser. Da Danmark bedømt på vækstraternes størrelse tilsyneladende først fra slutningen af 1950erne trådte ind i masseforbrugets epoke, kunne Svend Aage Hansen også med noget belæg i Rostows teori opdele det danske vækstforløb efter 2. verdenskrig i to delperioder under overskrifter som »International højkonjunktur - dansk slow-motion« og »Vækst- og velstandssamfundet 1957-70«. Svend Aage Hansen så desuden afgørende lighedspunkter mellem Danmarks industrialisering i forrige århundrede og efterkrigstidens industriboom. Svend Aage Hansen havde tidligere benyttet Rondo Camerons(Note 22) kriterier - kraftig øget vækst i industrien (og kraftigere end i landbruget) såvel som i hele økonomien ledsaget af væsentlige ændringer i erhvervsstrukturen - til at fastslå tidspunktet for industrialiseringens gennembrud i Danmark til 1890erne, og disse kriterier afspejledes tydeligvis i modstillingen af 1950erne med 1960erne. Dertil kom, at datidens vækstteori byggede på den antagelse, at teknologisk fornyelse foregik i spring og primært var et fænomen knyttet til perioder, hvor investeringerne øgedes kraftigt, i det danske tilfælde altså antagelig efter 1958. På den baggrund er den første generation af danske analysers kraftige fokusering på vækstraternes størrelse, og den deraf følgende periodisering af efterkrigstidens danske udvikling, knapt forbavsende. Periodiseringen var ydermere et behændigt middel til at skabe dynamik i fremstillingen og til at undgå en ufrugtbar kronologisk opremsning af begivenheder. Den fortsatte opdeling af perioden 1950-73 i henholdsvis en lav- og højvækstperiode i dansk faglitteratur er imidlertid overraskende, ikke mindst fordi forskningen i nogen grad har været opmærksom på svaghederne ved denne periodisering.(Note 23) Indenfor vækstteorien er der endvidere siden sket en nedtoning af den tidligere noget ensidige fokusering på investeringernes betydning til fordel for et mere nuanceret syn på de generelle drivkræfter i vækstprocessen.(Note 24) Jeg vil vove den påstand, at uviljen mod at opgive skellet mellem lav- og højvækstperioden afspejler generelle tendenser i dansk historieskrivning. Det er næppe for meget sagt, at et centralt element i vores selvopfattelse som danskere er opfattelsen af at tilhøre en lille sårbar nation, der historisk set ofte er blevet klemt af en fjendtligsindet omverden, men alligevel mod alle odds har formået at opretholde selvstændigheden. Denne selvforståelse kan også iagttages i dansk historieskrivning herunder den økonomiske historie, hvor de lange linier i den økonomiske udvikling anskues på baggrund af forskydninger i den internationale økonomi, som Danmark har været en del af. I og for sig kan der ikke herske tvivl om disse forskydningers historisk afgørende indflydelse på det danske udviklingsforløb, men det er et problem, at omstillingsprocesserne i så høj grad er blevet anskuet som nærmest et bevidst nationalt projekt.(Note 25) Den nationale indfaldsvinkel har således gjort sig gældende ved fortolkningen af omstillingsprocessen i efterkrigstiden, der både hos Svend Aage Hansen og i den efterfølgende forskning er blevet anskuet som resultatet af ikke kun den internationale højkonjunktur, men også som resultatet af en bevidst vækststrategi fra politisk side, der havde til formål gennem en forskydning fra landbrug til industri at tage brodden af udfordringen fra de ændrede vilkår på verdensmarkedet og sikre velfærdsstatens etablering på dansk grund. Den hidtidige forskning har kunnet støtte sig på datidige politiske udtalelser, eftersom samtlige politiske partier efter krigen med varierende forbehold havde fuld beskæftigelse og øget velstand højst på dagsordenen, og på tværs af ideologiske skel var der en udbredt accept af, at staten med dette mål for øje skulle gribe ind i det økonomiske liv. Længst gik Socialdemokratiet, der i sit partiprogram for efterkrigstiden, Fremtidens Danmark, lovede vælgerne at føre »en planøkonomisk Samfunds- og Erhvervspolitik« for at nå disse mål.(Note 26) Socialdemokratiske eller socialdemokratisk ledede regeringer var ved magten 1947-50 og 1953-68, og partiet havde om nogen mulighed for at gøre hensigt til praksis. Selv om betalingsbalanceproblemerne - og De Radikale - virkede hæmmende på det politiske manøvrerum, introduceredes da også allerede i 1940erne en række tiltag såsom udarbejdelsen af årlige nationalbudgetter, der indikerede en begyndende prioritering af økonomisk vækst, og økonomernes sejrsgang i centraladministrationen indvarsledes med oprettelsen af et tværministerielt rådgivningsorgan, Det økonomiske Sekretariat, der havde til opgave at vejlede de siddende regeringer og koordinere eventuelle indgreb i økonomien. Det årlige nationalbudget blev imidlertid et kortvarigt fænomen, idet VK-regeringen, der tiltrådte i 1950, stoppede denne praksis, og efterfølgende socialdemokratiske regeringer afstod fra at genindføre nationalbudgettet. Det kan endvidere ikke kraftigt nok understreges, at overgangen til økonomisk planlægning under alle omstændigheder ikke af Socialdemokratiet var tænkt som en blank afvisning af de liberale principper, som indtil da i bund og grund havde udstukket retningslinierne for den førte økonomiske poltik. Som det anførtes i Fremtidens Danmark, var »det ogsaa nødvendigt, at der paa længere Sigt føres en Budgetbalanceringspolitik, der kan opretholde den Tillid, som er nødvendig for et sundt og foretagsomt Erhvervsliv« og de »nødvendige Planer og Ordninger skal skabes ved et demokratisk Samarbejde mellem alle Erhvervslivets Kræfter og under Rigsdagens aarvaagne Medvirken. Friheden er vort første Krav.«(Note 27) Om denne økonomiske politik og eftertidens fortolkning heraf har Erik Ib Schmidt - embedsværkets Grand Old Man og en central skikkelse i datidens centraladministration - med en god portion sarkasme påpeget, at »det er historieforfalskning, når der nu rundt omkring tales og skrives om det socialdemokratiske 'projekt velfærdsstat' og om Jens Otto Krag og os andre samtidige cand. polit.'er som velfærdsstatens arkitekter eller fædre.....Det siges og skrives ofte, at vi økonomer i den første efterkrigstidsperiode optrådte som tro elever af Keynes, hvormed tænkes på hans bog fra 1936. Den var lige så lidt som Das Kapital en bibel for os.«(Note 28) En del af forklaringen på, at det formelle skel omkring 1958 fortsat består, er således, at danske forskere i for høj grad har taget den datidige politiske retorik for gode varer og ikke i tilstrækkelig grad taget dobbeltheden i de politiske målsætninger til efterretning. Endvidere har betalingsbalancen helt op i nutiden udgjort et bête noir i den politiske debat herhjemme, hvorfor der gang på gang er blevet refereret til denne, når upopulære tiltag har skullet retfærdiggøres.(Note 29) Derfor synes det logisk, hvis betalingsbalancen skulle have været en permanent hæmsko for dansk økonomi i efterkrigstiden som helhed. Valget af kilder har også spillet en central rolle. Fokuseringen på den økonomiske politiks muligheder har resulteret i en udbredt brug af referencer til rapporter og betænkninger fra datidens centraladministration, der karakteriseredes ved en udbredt skepsis angående dansk industris konkurrenceevne om ikke andet så på kort sigt, uden der i tilstrækkelig grad er taget højde for ophavssituationen. Kredse i den offentlige administration, herunder ikke mindst Valutacentralen, kunne således have haft en fælles interesse med den del af industrien, der hovedsageligt orienterede sig mod hjemmemarkedet, i at opretholde importreguleringen og den hertil nødvendige administration. Mange af embedsmændene havde siden 1930erne været beskæftigede herved og stod nu til at miste levebrødet i en forholdsvis sen alder. En stolthed ved gennem en ukorrupt administration under krigen at have bidraget til landets ve og vel har nok også gjort det vanskeligt at skulle indstille sig på nye tider.(Note 30) Det synes ikke usandsynligt, at disse forhold sammen med den politiske prioritering af betalingsbalancen påvirkede de vurderinger af dansk industris muligheder på eksportmarkederne, der fremkom i publikationer fra det offentliges side. I forbindelse med den danske afregulering af udenrigshandlen har der utvivlsomt også været en interesse i at tegne så dystert et billede af dansk industri som muligt, der kunne underbygge de danske krav om undtagelser fra liberaliseringsbestemmelserne under OEEC - fra 1960 OECD - og udgøre et fundament ved forhandlingerne om en eventuel dansk deltagelse i de europæiske markedsplaner.(Note 31) Ovenstående er motivforskning, et farefyldt område, der let ender i hjemmestrikkede lommefilosofiske betragtninger. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at der i udtalelser fra Industrirådet ikke kan genfindes en tilsvarende pessimisme angående dansk industris generelle tilstand i 1950erne. Principielt gik toppen af dansk industri ind for frihandel, men kravene til de danske forhandlere var at søge en fair afregulering, der ikke stillede dansk industri ringere end de udenlandske konkurrenter som følge af de historisk lave danske toldtariffer. Det må være en skønssag, om den forbeholdne tilslutning til liberaliseringsbestræbelserne var berettiget, men at der eksisterede en udbredt vilje til omstilling i industrien fremgik af samtidige debatindlæg fra industritoppen. I 1954 kunne en direktør i Industrirådet således se tilbage på en for ham positiv udvikling i de forudgående år: »Som en sammenfattende og afsluttende udtalelse om rationalisering indenfor dansk industri vil jeg fremføre, at det - navnlig i de senere år - er lykkedes at skabe en meget betydelig interesse for rationaliseringsproblemet, der nu tages under behandling fra mange sider og med en række forskellige midler. Stagnation er blevet afløst af 'bevægelse over hele feltet'.«(Note 32) Industrirådets reaktion ved Chokrapportens publicering er et yderligere indicium for, at i hvert fald dele af industrien besad viljen til forandring selv under de vanskelige vilkår i 1950erne. På lederplads i Tidsskrift for Industri hed det, at rapportens »krav om tilpasning er - længe før rapporten forelå - erkendt af industrien. Den ved også, at tilpasning skal ske under ugunstige og usikre forhold, eftersom ingen på forhånd kan vide blot nogenlunde konkret, hvordan de fremtidige afsætningsvilkår vil blive.«(Note 33) Konklusion Hovedkonklusionen på denne artikel må være, at den hidtidige opdeling af det danske vækstforløb 1950-73 i henholdsvis en lav- og højvækstperiode med 1957/58 som skilleår, har givet et fordrejet billede af den økonomiske udvikling. Trods variationen i vækstraterne, er der kun delvis belæg i den officielle statistik for at hævde, at den økonomiske udvikling i de to perioder på afgørende områder skulle have været væsensforskellige. Og de aspekter ved efterkrigstidens økonomiske udvikling, der traditionelt er blevet henregnet til 1960ernes ekspansionsfase, var allerede tydelige i det forudgående årti. Det synes også sandsynligt, at importbeskyttelsen under Valutacentralen ikke på længere sigt fik en hæmmende indvirkning på dynamikken i dansk industri som helhed og dermed potentialet for økonomisk vækst i efterkrigstiden. Mit mål med denne artikel har således været at påvise den udprægede kontinuitet, der eksisterede fra mellem- til efterkrigstiden og det nødvendige i til fulde at drage konsekvensen af de forbehold, den hidtidige forskning trods alt har taget i forbindelse med periodiseringen og karakteristikken af 1950ernes industriudvikling som statisk. Det er fristende at overdrive den hidtidige forsknings fejl og mangler, og samtidig er det ulig nemmere at rive ned end at bygge op. Jeg befinder mig i denne farezone og har givetvis også i en række tilfælde koncentreret mig mere om de negative end de positive aspekter ved den traditionelle udlægning af efterkrigstidens økonomiske udvikling. Derudover må en fyldestgørende analyse af efterkrigstiden afvente de endeligt reviderede nationalregnskabstal for 1947-66. Derfor skal denne artikel kun opfattes som en foreløbig skitsering af en række problematiske aspekter ved den hidtidige periodisering. NOTER: Note 1.
Note 2.
Note 3.
Note 4.
Note 5.
Note 6.
Note 7.
Note 8.
Note 9.
Note 10.
Note 11.
Note 12.
Note 13.
Note 14.
Note 15.
Note 16.
Note 17.
Note 18.
Note 19.
Note 20.
Note 21.
Note 22.
Note 23.
Note 24.
Note 25.
Note 26.
Note 27.
Note 28.
Note 29.
Note 30.
Note 31.
Note 32.
Note 33.
|