NIELS BRIMNES: Constructing the Colonial Encounter. Right and Left Hand Castes in Early Colonial South India. Nordic Institute of Asian Studies. Monograph No. 81. Curzon Press, London. viii + 280 s. (99:1, 299-301)

Se anmeldelse i pdf-format

Pen tilsyneladende ekstremt specialiserede titel på denne ph.d. afhandling, der hovedsagelig er udarbejdet i Cambridge under C.A. Baylys vejledning, dækker over en overordentlig ambitiøs undersøgelse med meget vide perspektiver. Niels Brimnes, der er arkivar på Rigsarkivet, har villet analysere den komplicerede transformation, der bragte et ikke-europæisk samfund ind under kolonialismen. En proces hvori den indfødte befolkning hverken betragtes som ofre eller som passive tilskuere, men derimod som aktive og kreative medvirkende. Hermed skriver han sig ind i det forskningsmæssige nysyn, som den amerikanske historiker R.E. Frykenberg åbnede op for i 1965 med sin græsrodsanalyse af Guntur distriktet nord for Madras 1788-1848, hvori han påviste, at den oprindelige indiske forvaltning i væsentlig grad levede videre under den nye britiske administrations overflade. Inden for den nyere forskning af indisk historie står bogen frem for alt i gæld til Burton Steins arbejder fra 1980'erne. 

Det empiriske grundlag er de voldsomme sammenstød mellem de såkaldte højrehåndskaster og venstrehåndskaster, der fandt sted i de europæiske handelsstøttepunkter på Coromandelkysten i den formative periode fra omkring 1700 til 1850, hvor Sydindien blev en del af det britiske kolonirige. Disse sammenstød er blevet indgående analyseret med henblik på at afdække såvel de indiske eliters og interessegruppers mål og midler som de europæiske koloniadministrationers holdninger og reaktioner. Her har arkivsituationen gjort det muligt at besvare disse spørgsmål særligt indgående i forbindelse med fem markante sammenstød mellem inderne indbyrdes og med europæerne: i Madras i de første 20 år af 1700-tallet samt i 1780'erne, i den franske koloni Pondicherry i 1768 samt i Trankebar 1787-89 og 1815-25. Som grundlag for disse punktundersøgelser har Niels Brimnes inddraget et omfattende arkivmateriale fra Oriental and India Office i London, fra Tamil Nadu State Archives i Madras samt fra Rigsarkiverne i København og i Oslo. 

Undersøgelsen af kasteurolighederne i Trankebar er selvsagt ikke skrevet som bidrag til dansk historie. I tidens løb er der skrevet ganske meget om Trankebar. Fra Kay Larsens pionerarbejder omkring århundredeskiftet, hvor vægten blev lagt på de eksotiske og personalhistoriske aspekter, over storværket Vore gamle Tropekolonier 1952-53, hvor hovedvægten blev lagt på kolonihistorien, og videre til de opfølgende bind af Politikens Danmarkshistorie, hvor kolonierne i Indien i 1980 overvejende er anskuet som handelsstøttepunkter i en bredere økonomisk-historisk sammenhæng. Man gør derfor næppe afdøde eller nulevende danske historikere, der har skrevet om Ove Gieddes koloni fra grundlæggelsen af Dansborg i 1620 til salget til englænderne i 1845, uret ved at sige, at ingen af dem i virkeligheden er kommet ind på livet af de indere - hinduer, muslimer og kristne - der i de 225 år levede i fred i den lille by og dens omliggende landsbyer. Derfor er bogen naturligvis et meget velkomment bidrag til denne eksotiske del af dansk historie. Men grundlæggende udnyttes det velbevarede danske arkivmateriale i København og i Madras til at fortælle den store historie: om kolonialismeprocessens faser i det folkerige Sydindien. 

I denne store historie står både Trankebar og Pondicherry som kolonisamfund, hvor transformationsprocessen midt i 1700-tallet gik i stå, og hvor forholdet mellem koloniadministrationen og de indiske eliter og grupperinger derfor belyser udviklingens ældre faser. Hvor europæerne stod svagest, og hvor de derfor blev nødt til at forholde sig til konflikterne og befolkningens flugt fra deres områder på indernes præmisser og i overensstemmelse med indiske normer. Det vil sige gå ind og påtage sig de tidligere indiske herskeres funktioner som opmænd og dommere i stridigheder, som de af elementære magtmæsssige grunde ønskede at holde sig helt uden for. Men som de som følge af deres svage magtgrundlag blev tvunget til at tage del i. 

I Madras og i de voksende dele af Sydindien, som efter 1760 kom under britisk administration, forløb udviklingen anderledes. Her gav de grundlæggende interessemodsætninger mellem de to kastegrupper sig et ydre udtryk i kampen om de værdighedstegn i form af flag, musik, våben og processionsvogne, som de hver for sig gjorde krav på at gøre brug af, og som udtrykte deres aktuelle magt og prestige. Men det er en hovedpointe i bogen, at de fremtrædende indiske grupper i de britiske områder på et tidligt tidspunkt var nået til en modus vivendi med kolonimagten, som begge parter herefter ønskede at fastholde. I de løbende konflikter blev begge parter nu interesserede i at anskue Indien som et til alle tider statisk samfund, der skulle bevares. Et grundsynspunkt, som den bureaukratiserede britiske administration herefter kunne bygge sin lovgivning på, og som det nu også havde den militære magt til at basere sin domspraksis på. I den hensigt at realisere sit overordnede mål: et friktionsfrit koloniherredømme. 

En kort anmeldelse har ikke mulighed for at komme nærmere ind på forfatterens mange perspektivrige iagttagelser og tankevækkende vurderinger. Bogen har bud til det internationale forskermiljø, inden for hvilket den er skrevet. Derfor er der også grund til at glæde sig over, at den ikke er blevet udgivet af et dansk forlag, der erfaringsmæssigt ikke evner at få denne type bøger ud i verden, men at opgaven er blevet overdraget det britiske Curzon Press, som har et fortjent ry for at distribuere sine bøger.