OLE BERNT HENRIKSEN: Af Guds nåde. Christian den femte og hans regering, (Odense University Studies in History and Social Sciences vol. 195) Odense Universitetsforlag 1996, KR. 225. (97:1, 219-220)

Stilen er snakkende, fuld af følelsesladede adjektiver og med en diktion, der af og til kan virke ret barok. Tolkningen er hele vejen igennem præget af en ubændig trang til superlativer og generaliseringer. Frederik III var »aldrig farligere, end når han skumlede«, Leonora Christines Jammersmindet er en »af de få nøgler til forståelse af selve tidens martrede sjæl«, dronning Charlotte Amalie »en af de få oprigtigt kristne i sin københavnske samtid«, og Kingo er »et af de få næsten påfaldende levende mennesker, der med spræl og humør springer frem foran den store masse af korrekte og egentlig overvejende kedsommelige personer i Christian V's regeringstid«.

Som citaterne allerede antyder, har Henriksen en del til fælles med den kulturhistoriske skole fra århundredets begyndelse. Han jonglerer med »renæssance« og »barok« som særdeles selvstændige og vitale størrelser, der på givne tidspunkter går i graven eller bryder igennem. Han deler også denne ærværdige skoles selvtillid med hensyn til muligheden for at lodde sjælens dybder på grundlag af portrætter. F.eks. tolker han kontrasten mellem det kendte »indadvendte« portræt af Frederik III foran et vindue og Dieussarts martialske buste som bevis for, at Frederik III gennemgik »en fuldstændig forvirrende metamorfose« under Christian V's opvækst (s. 31-32). Det minder grangivelig om Louis Bobé, der kunne finde på at skrive, at Frederik III havde en »selvherskernæse«.

Bogen indeholder også overraskende nytolkninger. Blandt de mere revolutio-

[p. 220]

nerende er, at kammerskriver Christoffer Gabel i perioden 1648-1660 skal have stået for hele det indre styre sammen med den dygtige men ubetydelige rentemester Peder Vibe og den »svævende« Joachim Gerstorff (s. 90). Dette faktum ville givet være kommet bag på kansler Christen Thomesen Sehested og øverstesekretær Erik Krag. Det vil ligeledes komme som en overraskelse for mange, at Danske Lovs forfatningsdel og paragrafferne om majestætsfornærmelse ifølge Henriksen skulle levne plads til en oprørsret i stil med den, håndfæstningerne hjemlede (s. 181).

En af de mest fascinerende kilder til den tidlige enevælde er Christian V's politiske testamenter. Det er affattet i fire omgange, og Henriksen vier et helt kapitel med udførlige citater til den sidste og afsluttende del: »Dispositionen« af 5. april 1698. Hans tvivl med hensyn til hvem, der har udformet »dispositionen«, er imidlertid grundløs: Den er er i modsætning til de 15 år tidligere affattede »Maksimer« skrevet med Christian V's egen hånd. (Christian V's politiske testamente er for nylig blevet behandlet af Knud J. V. Jespersen i Søfart, politik, identitet. Festskrift til Ole Feldbæk og af undertegnede i dette tidskrifts spalter)

Det ville være uretfærdigt at bedømme bogen som en videnskabelig biografi i betydningen: en kritisk opsamling og videreførelse af den tilgængelige viden. Som det siges ganske klart i forordet, afspejler den et personligt indtryk på grundlag af længere tids con amore beskæftigelse med den tilgængelige litteratur. Når forskningen er ujævn og i sin mere velskrevne dele tillige forældet, bliver resultatet derefter.

Sebastian Olden-Jørgensen