Diskussion

 
 

Clearingmord på danske læger 1944-45

Af

S. Riber Kristensen


Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet gradbøjes? Dødsfald blandt og lægehjælp til de tyske flygtninge i Danmark 1945. 99:1, 33-67.(PDF) (Summary: Is there any Limit to the Hippocratic Oath? Deathrates and Medical Care of the German Refugees in Denmark 1945. 99:1, 68).
Se også diskussion:
Thorkild Frederiksen: Om lægeløftet. 100:1, 229-232. (PDF)
Kirsten Lylloff: Svar på Thorkild Frederiksens indlæg. 100:1, 233-237. (PDF)
Kirsten Lylloff: Inter Arma Caritas. Røde Kors og forvaltningen af de tyske flygtninge i Danmark 1945-1949. 102:1, 97-123. (Summary: Inter Arma Caritas. The Red Cross and the Administration of the German Refugees in Denmark 1945-1949. 102:1, 124-125).
S[imon] Riber Kristensen: Kommentar til overlæge Kirsten Lylloffs afhandling: »Kan Lægeløftet gradbøjes?«. 103:1, 216-224. (PDF)
Kommentarer til overlæge Kirsten Lylloffs afhandling: »Kan lægeløftet gradbøjes?«. Af S. Riber Kristensen. 05.09.2003.
Imod Kirsten Lylloffs artikel: »Kan lægeløftet gradbøjes?« Af Ricardt Riis, pastor emer., Horsens. 01.09.2003.
Clearingmord på danske læger 1944-45. Af S. Riber Kristensen. 16.12.2005.
Kirsten Lylloff fortæller ikke hele sandheden. Af S. Riber Kristensen. 24.05.2007.

se også:
Bent Jensen: Dansk Røde Kors' Ruslandsmission 1918-1919. 101:1, 45-74. (Summary: The Danish Red Cross Mission to Russia 1918-1919. 101:1, 75).


Når man klart husker den tyske besættelse, er det naturligt at være kritisk over for den forskning, der vedrører besættelsestiden. Forskningen har ændret sig, som årene er gået. De første historikere havde oplevet besættelsen og var præget af dens dramatiske begivenheder. Så kom yngre til, og forskningen gik i en anden retning. Man begyndte at sætte spørgsmålstegn. Vi var kommet ind i en periode, hvor besættelsestidens historikere ikke var født eller havde en alder, så de har nogen erindring om det, der skete. Der er forsket i samarbejdspolitikken, i flæskepriser, industriens leverancer til tyskerne og meget andet. Vi har hørt om tysklandsarbejdere, om dem der gik i krig på tysk side, om stikkerlikvideringer og i de senere år meget om de tyske flygtninge - men vi savner en samlet redegørelse for clearingmordene - tyskernes hævndrab på 'ansete danskere', herunder mordene på en række danske læger.

Med bogen "Petergruppen" har Frank Bøgh givet en detaljeret beskrivelse af Petergruppens uhyggelige handlinger, men vi mangler stadig en samlet beskrivelse af det, der blev begået af de andre terrorkorps: "E.T.", Hipokorpset, "Schøler-gruppen", "Lorentzen-gruppen", "Lille Jørgen-gruppen" og "Sommerkorpset".

De fleste af de yngre historikere har gjort en indsats for at forstå samtiden, og det er i almindelighed lykkedes. En professionel historiker har belært mig om, at det ikke er en fordel, at man selv har oplevet besættelsen, når dens historie skal skrives eller vurderes. Jeg ser anderledes på det. Overlæge Kirsten Lylloff, der var tre år, da krigen sluttede, har forsket i forholdene for de tyske flygtninge. Det er et væsentligt afsnit af besættelsen og de nærmest følgende år. Det er en svaghed ved hendes arbejde, at hun ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i besættelsestidens forhold i almindelighed og tyskernes brutale behandling af lægestanden i særdeleshed.

I en redegørelse for lægernes situation, da der medio marts 1945 var kontakt mellem de tyske ledere og lægeforeningens hovedbestyrelse om lægehjælp til de tyske flygtninge, er det naturligt at tage udgangspunkt i Kirsten Lylloff's manglende omtale af den kyniske nedskydning af danske læger.

I afhandlingen "Kan lægeløftet gradbøjes?"(Note 1) skriver Kirsten Lylloff: "Den 21.2.45 henvendte Mogens Fenger (lægeforeningens formand RK) sig på eget initiativ til gestapos chef, Karl Heinz Hoffmann, for at protestere mod terrormordet på fire helt tilfældige læger på Odense sygehus den 20.2.45. I den forbindelse fremhævede Fenger, at tyske civilflygtninge ville kunne få brug for lægehjælp, og her antydede han første gang, at p.g.a. den tyske fremfærd kunne en sådan lægehjælp endog blive farlig for flygtningene. Ved samme besøg forsøgte Fenger at få dansk hjælp frem til danske i tyske fangelejre, og dermed etablerer også lægeforeningen en sammenkædning mellem tyske civilflygtninge og danske i tyske lejre".

I ph.d.-afhandlingen "Barn eller fjende?"(Note 2) skriver Kirsten Lylloff kritisk om Henrik Havreheds disputats om de tyske flygtninge. Hun skriver blandt andet: "Ingen af dem (Tage Kaarsted og Aage Trommer RK) bemærkede dog noget om det store antal dødsfald blandt flygtningene, trods det at Trommer havde noteret sig, at tyskerne bad om lægehjælp, men at danske læger afslog. Trommer og ikke jeg er faktisk den første, der stiller spørgsmålstegn ved, om lægerne overholdt lægeløftet. "Jeg kunne have ønsket, at præses havde inddraget Fengers (lægeforeningens formand) redegørelse af 2. sept. 45; at han havde givet en argumentation for, at den ordning, man fandt frem til, var, som skrevet står s. 139, "lægeetisk holdbar". Lad gå med den faktiske ordning, hvormed man - sat på spidsen - kan sige, at tyskerne reddede de danske lægers etik ved ikke at stille den på prøve, men den danske holdning i dens udgangsposition og i den videre udvikling kunne nok være en diskussion værd. Jeg ville da godt vide, hvor Hippokrates i sin ed har anbragt reservationer ved ydelse af lægehjælp." Havde Trommer boret en anelse dybere eller set på dødstallene havde han formentlig fundet ud af, at der i virkeligheden ikke eksisterede nogen ordning, og at tyskerne var forbitrede over den manglende danske lægehjælp".

Lad mig begynde med tyskernes "forbitrelse over den manglende danske lægehjælp".

I "Kan lægeløftet gradbøjes?"(Note 3) skriver Kirsten Lyllof: "Gendarmerne var kommet hjem midt i marts, og betjentene var på vej hjem, men det er ikke muligt at afgøre om lægeforeningens forhandlinger havde nogen selvstændig indflydelse herpå. At tyskerne var bitre over danskernes indstilling, afspejler to kontakter mellem danske og tyske myndigheder i april 1945. I et internt referat i Udenrigsministeriet berettes, at chefen for Sicherheitspolizei i Danmark, R.O.Bovensiepen, mente, at lægerne på dette punkt havde indtaget et standpunkt, som var fjendtligt og vanskeligt foreneligt med deres menneskelige pligter -".

Otto Bovensiepen var den mest brutale og kyniske blandt besættelsesmagtens ledere. Han gav over en periode på 13 måneder ordrer til mord på 15 (femten!) danske læger. 10 mord blev gennemført. Tre mord havde tyskerne ikke held til at udføre, fordi det lykkedes for tre udpegede overlæger at skjule sig eller flygte fra mordpatruljerne. Tre mord blev ved ordren. Kirsten Lylloff lægger alligevel vægt på Bovensiepens hykleriske udsagn om, at de danske læger "havde indtaget et standpunkt, som var fjendtligt og vanskeligt foreneligt med deres menneskelige pligter".

Det er urimeligt strenge krav, Kirsten Lylloff stiller, når hun mener, at tyskernes hårde fremfærd mod lægestanden ikke måtte få indflydelse på holdningen til de tyske ledere, der bad om hjælp til flygtningene. I sin forskning har Kirsten Lylloff ikke interesseret sig for at undersøge lægernes situation, som den var, da der blev givet afslag på hjælp til flygtningene.

Det vil være naturligt med en kort omtale af Otto Bovensiepen (1905-1979), SS-Standartenführer und Oberst der Polizei, ab 14. Januar 1944 bis Kriegsende Befehlshaber der Sicherheitspolizei und des Sicherheitsdienstes in Dänemark. Otto Bovensiepen, der var jurist, tiltrådte tjenesten i Danmark den 6.1.44. Han afløste Rudolf Mildner, der ikke havde været i stand til at bekæmpe modstandsbevægelsen. Det var Bovensiepens hovedopgave at effektivisere tyskernes gegenterror - kampen mod modstandsbevægelsen. Otto Bovensiepen gav straks ordre til opbygningen af 'A-Kartei',(Note 4) der var en fortegnelse over ansete danske borgere, der ville være egnede ofre for clearingmord. Han deltog personligt i planlægningen af mordene. Det siges, at han altid smilede, og at han ofte var stærkt påvirket af spiritus. I maj 1944 aftalte Bovensiepen og SS-Obergruppenführer und General der Polizei Günther Pancke (fra den 6.10.43 Höherer SS-und Polizeiführer in Dänemark), at Bovensiepen skulle rejse til Odense for at deltage i begravelsen af en likvideret stikker og for på nærmeste hold at kunne planlægge to clearingmord og nogle sprængninger som gengældelse for stikkeren. Dette blot som et eksempel på, at de højtstående tyske ledere gik ned i detaljerne. Under retsopgøret blev Bovensiepen dømt til døden ved Københavns byret den 20.9.48. Landsretten ændrede den 18.7.49 dødsdommen til fængsel på livstid. Højesteret stadfæstede landsrettens dom den 17.3.50. Bovensiepen blev løsladt og udvist til Tyskland den 1.12.53.

I alt blev der givet ordrer til mord på 16 (seksten!) danske læger. Det første mord blev begået den  6.1.44, - den dag Bovensiepen tiltrådte tjenesten i Danmark. Otto Bovensiepen havde således ikke ansvaret for det første mord, men han gav som nævnt ordrer til clearingmord på yderligere femten danske læger. De lægemord, der blev beordret af Bovensiepen, blev udført af Petergruppen. Terrorgruppens tyske betegnelse var "Unternehmung Peter".

De tyske flygtninge var ikke 'spontanflygtninge'. Som det fremgår af Arne Gammelgaards bog "På Hitlers befaling", blev flygtningene overført til Danmark på grundlag af en Führerbefehl af 4. februar 1945. Det var således Hitler personligt, der havde givet ordren. Flygtningene kom fra Østpreussen og de tysk dominerede østområder. Hitler indrømmede ikke, at krigen var tabt, så flygtningene skulle blot overføres 'midlertidigt' til det daværende Tysklands vestlige område og Danmark i det omfang, det var muligt uden at lægge hindringer i vejen for transporter af tropper og materiel både til søs og ad jernbanen op gennem Jylland. Der var krig. De militære transporter havde prioritet forud for flygtningetransporterne. De tyske ledere i Danmark blev beordret til at tage imod flygtningene og sørge for deres indkvartering i samarbejde med de danske myndigheder. På Hitlers befaling var de tyske ledere således flygtningenes 'pårørende', og man burde vel forvente, at tyskerne ville indtage en mere positiv holdning til danskerne - flygtningenes nye værter. Sådan gik det ikke. Tværtimod intensiverede de tyske ledere den gegenterror, der var i gang. Da de i marts 1945 bad om dansk lægehjælp, havde tyskerne myrdet løs på lægerne gennem 14 måneder, og efter den 4. februar blev der giver ordrer til mord på yderligere 11 læger, og man henrettede en læge i 'forhandlingsperioden'.

Med den hovedrolle Bovensiepen havde ved planlægningen af mordene, var det gement, at han kort før kapitulationen anklagede de danske læger for at tilsidesætte deres pligter som læger.

Bortset fra mordene på de fire reservelæger i Odense har Kirsten Lylloff undladt at omtale lægemordene, men hun bruger alligevel Bovensiepens udsagn som et argument for, at de danske læger svigtede deres kald.

For 60-70 år siden havde lægerne en mere fremtrædende position i samfundet, end de har i dag. De var blandt de 'ansete borgere', som tyskerne foretrak som ofre for clearingmord. Som det var tyskernes ønske, gjorde det indtryk på befolkningen, når kendte og afholdte læger blev myrdet. Sammenlignet med andre erhvervsgrupper blev lægestanden ramt hårdt af tyskernes clearingmord. Tyskernes mord på lægerne begyndte mere end ét år før, flygtningene begyndte at komme.


Mord begået før etableringen af Petergruppen.

Praktiserende læge, byrådsmedlem Willy Vigholt, Slagelse.(Note 5)
Myrdet i konsultationen den 6.1.44. Morderne ringede på døren til lægens privatbolig over konsultationen. Den ene foregav at have fået noget i øjet. Han blev bedt om at gå ned i venteværelset. Lægen blev skudt, da han gik ned ad trappen for at undersøge patienten. Mordet blev begået af kaptajn i Schalburgkorpset Jacob Holm og SS-manden Knud Lossow. Ordren til mordet blev givet af chefen for Schalburgkorpset K.B.Martinsen.


Petergruppen, der var under opbygning, var begyndt at 'arbejde'.

Professor Erik Johan Warburg, Rigshospitalet.(Note 6)
Mordforsøg den 12.2.44. Mordet var omhyggeligt planlagt af Bovensiepen. Mordpatruljen ringede på døren til professorens tjenestebolig, hvor han havde en privat patient til behandling. Klinikassistenten åbnede døren og skreg, da morderne trak pistolerne og skubbede hende til side. Professoren kom ud på gangen. Morderne skød uden at ramme. Erik Warburg flygtede ind i undersøgelsesværelset og nåede at låse døren efter sig. Morderne skød gennem døren - igen uden at ramme.

Praktiserende læge, kommunelæge, Stefan Jørgensen, Gentofte.(Note 7)
Myrdet den 24.4.44. Mordet var planlagt af Bovensiepen. To mand fra Petergruppen sad i venteværelset som nogle af dagens sidste patienter. Den ene, der var udpeget til at udføre mordet, blev kaldt ind til lægen, der undersøgte ham. Lægen var så venlig, at 'patienten' ikke kunne få sig til at skyde ham. Lægen fulgte 'patienten' ud i venteværelset, hvor en anden fra mordpatruljen skød lægen på tæt hold.

Praktiserende læge Richard Raetzel, Aalborg.(Note 8)
Myrdet den 7.10.44. Bovensiepen havde givet ordre til, at der skulle myrdes mindst to - og gerne flere - i Aalborg. Richard Raetzel var en kendt og agtet læge. Han var chef for Det Danske Spejderkorps nørrejyske division. Efter kl. 21 ringede mordpatruljen på hos lægen og bad ham følge med, da der var en såret modstandsmand, der havde behov for hjælp. Lægen blev ført hen på et gadehjørne, hvor en stikker var blevet likvideret et par dage før, og skudt.

Praktiserende læge, byrådsmedlem Poul Carstensen, Esbjerg.(Note 9)
Myrdet den 13.11.44. Poul Carstensen var med i den lokale Frit Danmark-gruppe. Mordpatruljen bestod af Bothilsen Nielsen som leder og endvidere af Nedermark Hansen og tyskerne Kurt Heel og Josef Helsing. De kaldte lægen ud på et opdigtet sygebesøg. Da lægen kom tilbage, stod morderne klar. Medens lægen var ved at køre bilen i garage, trådte Bothilsen Nielsen frem og bad lægen om at legitimere sig, hvorefter lægen blev skudt. Det var formentlig en af tyskerne, der affyrede det dræbende skud. Det er sandsynligt, at Carstensen blev udpeget lokalt af Gestapochefen i Esbjerg, August Naujock. Bothilsen Nielsen og Nedermark Hansen blev dømt for medvirken til drabet.


Flygtningene var begyndt at komme.

Overlæge Poul Kühnel, Odense Sygehus.(Note 10)
Planlagt myrdet den 20.2.45. Overlægen havde mistanke om, at han var efterstræbt af tyskerne, hvorfor han boede i et kammer øverst i hospitalsbygningen. Da mordpatruljen ringede på døren til privatboligen i stueetagen, slog fru Kühnel alarm til sin mand med et ringeapparat, de havde installeret. Fru Kühnel lukkede entredøren op og fortalte, at hendes mand ikke var hjemme. Overlægen havde skjult sig i et skunkrum, og mordpatruljen fandt ham ikke.

Reservelægerne Henning Dalsgaard, Jørgen Hvalkof, Chr. Fabricius Møller og Henning Ørsberg, Odense Sygehus.(Note 11)
Myrdet den 20.2.45. Bovensiepen havde udpeget Petergruppen til at udføre en række clearingmord i Odense. Et af kravene fra ledelsen i København havde været, at der skulle skydes mindst otte læger i Odense. Tidligt om morgenen den 20. kørte mordpatruljen til lægeboligerne på sygehuset. Som nævnt fandt de ikke overlæge Kühnel, men i en anden opgang bankede morderne på dørene og råbte, at bygningen skulle sprænges. Da lægerne kom ud på gangen i nattøj, blev de ført ned i stueetagen. Ved udgangen blev de beordret til at stille sig med ansigtet mod væggen. De fire fra mordpatruljen stillede sig bag hver sin læge, og på et signal blev lægerne samtidigt dræbt ved nakkeskud.

Praktiserende læge Johan Teilmann, Over Jerstal.(Note 12)
Henrettet som modstandsmand den 10.3.45. Henrettelsen skete den dag, tyskerne første gang søgte kontakt med lægeforeningen med anmodning om hjælp til flygtningene. Henrettelsen blev offentliggjort i dagbladene den 16.3.45, altså midt i 'forhandlingsperioden'. Psykologisk var det uklogt af tyskerne at henrette en læge, medens de bad om hjælp til flygtningene, og henrettelsen kan have haft betydning for holdningen i lægeforeningens hovedbestyrelse.


Den 25.3.45. Lægeforeningen sendte afslag på hjælp til tyske civilflygtninge. Skrivelsen indeholdt formuleringen: "I betragtning af de her i landet herskende forhold mener lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved organisation af nogen form for lægehjælp til tyske civilflygtninge".
(Note 13)

Overlæge Johannes Buchholz, Vejle Sygehus.(Note 14)
Myrdet den 26.3.45. Mordet skete tidligt om morgenen, inden tyskerne havde modtaget lægeforeningens afslag på hjælp. Ledelsen i København havde udpeget overlægen som offer. Mordpatruljen skød overlægen i boligen på Jellingvej.

Overlæge Paul Fjeldborg, Vejle Sygehus.(Note 14)
Myrdet den 26.3.45. Umiddelbart efter mordet på overlæge Buchholz kørte mordpatruljen til overlæge Fjeldborgs bolig på sygehusområdet. To mand trængte ind i huset og ind i soveværelset på 1. sal. Fru Fjeldborg blev beordret til at blive i soveværelset. Overlægen blev ført ud af soveværelset og skudt på gangen.

Overlæge Viktor Jørgensen, Vejle Sygehus.(Note 15)
Mordforsøg den 26.3.45. Mordpatruljen trængte også ind i soveværelset hos overlæge Viktor Jørgensen, men han var blevet advaret i sidste øjeblik og var flygtet ud ad havedøren i slåbrok.

Status: Inden lægeforeningens hovedbestyrelse den 25.3.45 udsendte meddelelsen om afslag på lægehjælp til tyske civilflygtninge, havde tyskerne myrdet 4 praktiserende læger, 4 reservelæger og forsøgt at myrde 2 overlæger. Tidligt om morgenen den 26.3.45, inden tyskerne havde modtaget meddelelsen fra lægeforeningen, myrdede Petergruppen to overlæger og forsøgte at myrde yderligere en overlæge. De fire praktiserende læger blev skudt, medens de ydede eller var klar til at yde den lægehjælp, mordpatruljerne bad om. Man bør være opmærksom på, at tyskerne havde til hensigt at myrde otte læger(Note 16) i Odense, og man bør notere sig Otto Bovensiepens centrale rolle ved planlægningen af lægemordene. Der kan ikke være tvivl om, at det i lægekredse var kendt, at det var tyskerne, der stod bag lægemordene, og lægeforeningens hovedbestyrelse har sandsynligvis været godt informeret om detaljerne vedrørende mordene på deres kolleger. Lægemordene i Vejle blev de sidste. Det kan være tilfældigt, at Bovensiepen ikke gav Petergruppen ordre til at myrde lægeforeningens formand og et par stykker fra hovedbestyrelsen.

I "Kan lægeløftet gradbøjes"(Note 17) har Kirsten Lylloff beskæftiget sig grundigt med lægeforeningens afslag på at organisere lægehjælp til flygtningene, men hun har ikke foretaget en undersøgelse af, hvad der lå bag ordene "- de her i landet herskende forhold -" specielt i relation til lægestanden. Både Kirsten Lylloff(Note 18) og Henrik Havrehed(Note 19) har omtalt mordene på de fire reservelæger i Odense, men ingen af dem har undersøgt, om tyskerne havde myrdet andre læger. Inden afslaget på hjælp til flygtningene havde tyskerne som nævnt gennemført mord/mordforsøg på 10 læger. Mordene har uden tvivl haft betydning for holdningen i lægeforeningens hovedbestyrelse. Kirsten Lylloff burde have vist interesse for retsopgøret, hvor hun i sagerne mod Petergruppen kunne have skaffet sig den nødvendige viden ved at gennemgå politirapporter og retsprotokoller, og hun kunne have suppleret med oplysninger fra lokalarkivet i Slagelse og Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Med undtagelse af mordet på læge Willy Vigholt, der blev begået af Schalburgfolk, og mordforsøgene på overlægerne Kühnel og Viktor Jørgensen beskrives samtlige mord/mordforsøg på læger i bogen 'PETER-GRUPPEN. Tysk terror i Danmark', som Frank Bøgh udgav i 2004. Frank Bøgh er ikke professionel historiker, men han har været ansat i politiet i mange år og har i adskillige år arbejdet med politihistoriske emner og er tilknyttet Politihistorisk Museum. Det kildemateriale, han har brugt, var også tilgængeligt for Kirsten Lylloff.

I mine kommentarer(Note 20) til Kirsten Lylloff's afhandling "Kan lægeløftet gradbøjes?" omtaler jeg de myrdede læger, så hun havde kendskab til lægemordene, da hun skrev ph.d-afhandlingen.

60 år senere, i juni 2004, trak Læger uden Grænser og andre hjælpeorganisationer sig ud af Afghanistan, fordi fem medarbejdere fra Læger uden Grænser var blevet dræbt. I organisationen Læger uden Grænser er det nødhjælpsarbejderne, der på stedet vurderer deres risiko for at miste liv eller førlighed, og de bestemmer selv, hvornår de vil forlade de nødstedte for at beskytte sig. Organisationen er ikke blevet beskyldt for at gradbøje lægeløftet.

Den 7.6.05 skrev Kristeligt Dagblad : "Bange læger flygter fra Irak. Op mod 1000 læger er flygtet fra Irak i løbet af de seneste to år. Det er sket af frygt for at blive kidnappet, for læger er den mest udsatte gruppe." De irakiske læger er efterstræbt, som de danske læger var i 1944-45, men de irakiske læger er ikke under anklage for at tilsidesætte lægeløftet.

I vore dage anses det - efter min mening med rette - for rimeligt og acceptabelt, at læger undlader at hjælpe, når de er truet på liv og førlighed.

Efter Kirsten Lylloffs opfattelse skal de danske læger i 1945 bedømmes efter helt andre strenge etiske regler. De tyske ledere, flygtningenes 'nærmeste', havde ladet mordpatruljerne myrde 10 danske læger, inden de bad om hjælp til flygtningene. Det er uforståeligt, at Kirsten Lylloff mener, at ti mord ikke var nok til, at de danske læger kunne afslå at yde hjælp. Det er simpelt at polere lægeløftet og være kritisk over for andre lægers etik, når man ikke selv er i farezonen.

Når man vurderer, om læger lever op til lægeløftet, bør man ikke ensidigt bedømme forholdene på fredstids præmisser. Under krigsforhold og i ekstreme nødsituationer er det ikke muligt for lægerne at leve op til lægeløftet på den måde, Kirsten Lylloff forventer. I Danmark havde vi partisankriglignende tilstande efter d. 29. august 1943. Besættelsens sidste tyve måneder var brutale med betydelige tab.

Hvis Kirsten Lylloff havde haft bedre kendskab til forholdene under besættelsen, ville hun have fældet en mildere dom over lægerne, der havde ansvaret i foråret 1945.

Indsendt 16.12.2005 - Ved svar henvises til denne dato, samt indsenderens navn.
Svar/bidrag indsendes til  histtid@hum.ku.dk


NOTER:

Note 1.
HT, 99:1, s. 42. (Historisk Tidsskrift, Bind 99, Hæfte 1, side 42).

Note 2.
Kirsten Lylloff "Barn eller fjende?" s. 14.

Note 3.
HT, 99:1, s. 51-52.

Note 4.
Frank Bøgh "PETER-GRUPPEN" s. 28.

Note 5.
"Danmarks Frihedskamp" s. 418 og "Illegal udrykning. Modstandskampen i Slagelse under den tyske besættelse" s. 102-103.

Note 6.
"PETER-GRUPPEN" s. 45-47.

Note 7.
"PETER-GRUPPEN" s. 88-90.

Note 8.
"Danmarks Frihedskamp" s. 264 og "PETER-GRUPPEN" s. 160-161.

Note 9.
"Danmarks Frihedskamp" s. 61, Esbjerg Byhistoriske Arkiv's hjemmeside og oplysninger fra historikeren Henrik Lundtofte.

Note 10.
Mundtlig beretning til S. Riber Kristensen fra overlæge Kühnels søn, Poul Ove Kühnel, der var otte år og opholdt sig i sovekammeret sammen med sin mor.

Note 11.
"Danmarks Frihedskamp" s. 297 og "PETER-GRUPPEN" s. 207-210.

Note 12.
"De sidste Timer" s. 128-130.

Note 13.
HT, 99:1 s 51.

Note 14.
"Danmarks Frihedskamp" s. 210, "Vejlebogen" 1995, s. 23-29 og "PETER-GRUPPEN" s. 222.

Note 15.
"Danmarks Frihedskamp" s. 210 og "Vejlebogen" 1995, s. 23-29.

Note 16.
"PETER-GRUPPEN" s. 207.

Note 17.
HT, 99:1, s. 33-68.

Note 18.
HT, 99:1, s. 42.

Note 19.
"De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949" s. 140.

Note 20.
HT, 103:1, s. 216-224 og http://www.historisktidsskrift.dk/Debat.htm (uforkortet version).

Ifølge Frank Bøgh's bog "PETER-GRUPPEN" bestod Petergruppen af tyskere og elleve danske håndlangere.

Syv af danskerne, Henning Emil Brøndum, Kaj Henning Bothilsen Nielsen, Ib Nedermark Hansen, Aage Thomas Mariegaard, Robert Lund, Helge Erik Lundqvist og Svend Thybo Sørensen, blev dømt til døden ved Københavns byret den 10. juli 1946. "Bør straffes på livet", som det hed i dommene. Byrettens domme blev stadfæstet i Østre Landsret den 25. oktober 1946. Højesteret stadfæstede dommene den 14. april 1947. Henrettelsen fandt sted den 9. maj 1947.
De dømtes for: Drab
 
Drabs-
forsøg
Drab på
læger
Sabotage
(Schalburgtage)
Tog-
attentater
Røverier
 
             
Bothilsen Nielsen 57 9 ja 116 5 3
Henning Brøndum 38 3 ja 59 2 8
Nedermark Hansen 22 3 ja 60 3 3
Helge Lundqvist 21 5 ja 26 0 2
Robert Lund 13 0 ja 27 1 1
Aage Mariegaard 10 0 nej 32 0 0
Thybo Sørensen 4 2 nej 10 0 0