Diskussion

 
 

Kommentarer til overlæge Kirsten Lylloffs afhandling: »Kan lægeløftet gradbøjes?«

Af

S. Riber Kristensen


Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet gradbøjes? Dødsfald blandt og lægehjælp til de tyske flygtninge i Danmark 1945. 99:1, 33-67.(PDF) (Summary: Is there any Limit to the Hippocratic Oath? Deathrates and Medical Care of the German Refugees in Denmark 1945. 99:1, 68).
Se også diskussion:
Thorkild Frederiksen: Om lægeløftet. 100:1, 229-232. (PDF)
Kirsten Lylloff: Svar på Thorkild Frederiksens indlæg. 100:1, 233-237. (PDF)
Kirsten Lylloff: Inter Arma Caritas. Røde Kors og forvaltningen af de tyske flygtninge i Danmark 1945-1949. 102:1, 97-123. (Summary: Inter Arma Caritas. The Red Cross and the Administration of the German Refugees in Denmark 1945-1949. 102:1, 124-125).
S[imon] Riber Kristensen: Kommentar til overlæge Kirsten Lylloffs afhandling: »Kan Lægeløftet gradbøjes?«. 103:1, 216-224. (PDF)
Kommentarer til overlæge Kirsten Lylloffs afhandling: »Kan lægeløftet gradbøjes?«. Af S. Riber Kristensen. 05.09.2003.
Imod Kirsten Lylloffs artikel: »Kan lægeløftet gradbøjes?« Af Ricardt Riis, pastor emer., Horsens. 01.09.2003.
Clearingmord på danske læger 1944-45. Af S. Riber Kristensen. 16.12.2005.
Kirsten Lylloff fortæller ikke hele sandheden. Af S. Riber Kristensen. 24.05.2007.

se også:
Bent Jensen: Dansk Røde Kors' Ruslandsmission 1918-1919. 101:1, 45-74. (Summary: The Danish Red Cross Mission to Russia 1918-1919. 101:1, 75).


»Det er mit udgangspunkt i denne undersøgelse, at danskerne og ikke mindst de danske læger passivt så til, mens tyskere og i ganske særlig grad tyske spædbørn døde i tusindvis. Vi opførte os generelt set således hverken pænt eller medmenneskeligt, og det er vigtigt at også dette aspekt indgår i den kollektive bearbejdning af den store fortælling om besættelsen og den første efterkrigstid.«

Således skriver Kirsten Lylloff (KL) i afhandlingens indledning. Går man frem til afhandlingens slutning, står der blandt andet:


Samtidens opfattelse af de tyske flygtninge:
1) - - »I slutningen af krigen var stemningen i store dele af den danske befolkning, ikke mindst på grund af den tyske modterror, blevet hadefuld mod alt tysk«

2) - - »Vi har to kilder til danskernes syn på de tyske flygtninge i 1945. De illegale blade inden den 5.5.45 og dagspressen i tiden derefter.«


Konklusion:
3) »Udenrigsministeriet havde i 1945 fra en række forskellige kilder en temmelig klar viden om, at det var livsnødvendigt for de danske fanger i Tyskland, at de kom hjem hurtigst muligt. Da de tyske flygtninge strømmede ind over de danske grænser fra februar, og dette syntes uafvendeligt, gik man ind i en forhandling med tyskerne om, at de danske fanger kom hjem som modydelse for at tage sig af flygtningene. - -«

4) »- - De tyske forhandlere, Walter, Stalmann og til en vis grad Best, var heller ikke helt uden skyld i, at det gik så galt, som det gjorde.- -«

5) »- - De danske læger nægtede at medvirke ved den lægelige behandling af tyske flygtninge, undtagen i de tilfælde, tyfus, paratyfus, plettyfus og dysenteri, hvor flygtningenes sygdomme udgjorde en smitterisiko for den danske befolkning. Den største gruppe flygtninge, der døde i 1945, var børn under 2 år.«

6) »- - Det var svært at tale tyskernes sag på det tidspunkt uden at blive mistænkeliggjort, men det er vel i virkeligheden i sådanne situationer, at lægeløftet skal vise sin værdi.«


Summary:
7) »- - The Danish officials refused to take care of the refugees. They handed them over to the German Wehrmacht and forced the German officials to confiscate buildings and foods for the refugees. --«


Bemærkninger til 'Samtidens opfattelse af de tyske flygtninge', 'Konklusion' og 'Summary'.
Ad 1) Stemningen var blevet hadefuld mod alt tysk, og det er forståeligt, når man tager tyskernes fremfærd mod danskerne i betragtning (diagram in fine). Man har fokuseret stærkt på samarbejdspolitikken, der vistnok var det eneste rigtige i begyndelsen af besættelsen, ligesom modstanden var det uundgåelige mod krigens slutning. Der er grænser for, hvor hårdt og hvor længe en befolkning lader sig undertrykke. Modstanden mod undertrykkelsen og midlerne, man måtte anvende for at sætte sig til modværge, blev stadig voldsommere og var med til at skabe 'folkestemningen', som var af stor betydning. En tillidsmands korte tale i kantinen på B&W eller en anden stor arbejdsplads, hvor der var mange kommunister, kunne få afgørende indflydelse på folkestemningen og måske få en strejke til at gå i gang. Folkestemningen, ophidselsen, der stimulerede rygtedannelsen, kan man kun fuldtud forstå, hvis man har oplevet perioden.

Ad 2) KL skriver, at vi har to kilder til danskernes syn på de tyske flygtninge. Det er ikke rigtigt. Vi har mange flere. KL burde have indhentet beretninger fra både modstandsmænd og 'almindelige' danskere om deres erfaringer med de tyske flygtninge. Forfatteren Arne Gammelgaard, Hammel, og lektor Hans Henrik Jacobsen, Odense, har samlet mange værdifulde øjenvidneberetninger fra flygtninge, der oplevede, hvordan det var at komme til Danmark. Sådanne beretninger ville være et godt supplement til de oplysninger, der har været at hente i den illegale presse før 05.05.45 og i den ucensurerede presse efter befrielsen. Der er stadig mange åndsfriske borgere, der klart husker flygtningenes situation på godt og ondt. Den illegale presse var værdifuld, men man bør være kritisk, når man læser artiklerne. Man skal tænke på de forhold, journalisterne og trykkerne arbejdede under. De var under et stort pres. De har uden tvivl været stressede, når redaktionerne og 'trykkerierne' var i aktivitet i loftsrum og kældre eller i virksomheders baglokaler. De skulle hele tiden være parate til at flygte, hvis Gestapos grå biler standsede på gaden, eller gestapomændene nåede at sparke døren ind. Det var ikke afslappede arbejdsforhold, og det kunne ikke undgås, at følelserne kunne sætte et stærkt præg på det skrevne, og det har betydning, når man vurderer antimedlidenhedskampagnen mod flygtningene. Man kan kun gætte på, om bladene påvirkede befolkningen mod flygtningene. Dagbladene var censurerede og skrev kun lidt om flygtningenes ankomst og forhold inden befrielsen. Befolkningen reagerede, når skoler og andre bygninger blev beslaglagt. Vreden rettede sig mod de tyskere, der mødte op for at besigtige bygningerne og deres indretning og sendte ejerne og brugerne på gaden. Flygtningene kunne ikke føle sig velkomne, men det var vist kun i få tilfælde, de direkte blev forulempede eller på anden måde mødte danskernes modvilje.

Ad 3) KL gør meget ud af omtalen af 'handelen' mellem de danske forhandlere og tyskerne om hjemsendelse af de danske politibetjente og gendarmer som modydelse for hjælp til flygtningene. I en krigssituation udnytter man naturligvis alle muligheder.
Bernadotteaktionen var gået i gang. Grev Folke Bernadotte havde primo februar forhandlinger med Heinrich Himmler om hjemførsel af danske og norske koncentrationslejrfanger, og den første kolonne af svenske busser, ambulancer og andre køretøjer passerede Odense for sydgående d. 11. marts, altså nogenlunde samtidig med, at de egentlige forhandlinger mellem lægeforeningen og tyskerne gik i gang. Allerede den 1. marts begyndte hjemførslen af politibetjentene. Kl. 08.30 marcherede de ud af porten til koncentrationslejren Buchenwald. De blev transporteret med jernbane til Neuengamme, hvortil de via Bremen ankom d. 6. marts kl. ca. 03. Søndag d. 18. marts blev de transporteret videre til Frøslevlejren med danske Røde Kors-biler. Fra d. 21. april til befrielsen var der løbende transporter fra Frøslevlejren til Sverige. Der ses ikke at være nogen sammenhæng mellem forhandlingerne om lægehjælp til flygtningene og hjemsendelsen af politibetjentene og gendarmerne. Der findes detaljerede oplysninger i 'Odensebogen', årgang 1992, side 112-121.

Ad 4) Det er kun lidt, KL fortæller om tyskernes hårde behandling af danskerne. Afhandlingen er næsten uden negativ omtale af tyskerne. Der mangler oplysninger om de forhold, der skabte folkestemningen og vreden. Flygtningene blev ikke mødt med velvilje af danskerne, men de blev tålt. Da det kom til stykket, påvirkede flygtningenes situation ikke Werner Best og general Lindemann så meget, at de og de andre tyske ledere ændrede kurs for så vidt angår terror og brutalitet mod den danske befolkning. Hvis de tyske ledere som modydelse for hjælp til flygtningene havde tilbudt en lempeligere behandling af fanger, ophør med tortur, benådning af de dødsdømte, så straffen blev konverteret til langvarige tugthusstraffe, og dermed havde undladt henrettelser, var ophørt med clearingmord, og Schalburgtage m.m., så var folkestemningen måske blevet dæmpet, så der ikke var risiko for en 'folkestrejke', hvis flygtninge var blevet indlagt på danske hospitaler. De tyske ledere fortsatte den hårde fremfærd uden hensyntagen til flygtningene.

Ad 5) En passant nævner KL i afhandlingen, at lægeforeningens formand, Mogens Fenger, over for gestapochefen, Karl Heinz Hoffmann, havde protesteret mod mordene på de fire unge reservelæger på Odense Sygehus. Lægemordene vil blive omtalt i et senere afsnit.

Ad 6 ) Det var svært at tale tyskernes sag, men man må overveje nøje, hvor langt lægeløftet binder. KL skriver, at det er i sådanne situationer, at »- - lægeløftet skal vise sin værdi«. Uden hensyn til hvordan tyskerne behandlede lægerne, forventer KL, at lægerne skulle vende den anden kind til og efterkomme anmodningen om hjælp til de flygtninge, Werner Best og de øvrige forhandlere havde ansvaret for og reelt svigtede, da de valgte at fortsætte den brutale modterror.

Ad 7) Det er en omvendt fremstilling, at de danske myndigheder sendte de tyske flygtninge over til Wehrmacht. Flygtningene var tyskere og under de tyske magthaveres ansvar. Det var tyskernes opgave at sørge for dem, og det var selvfølgelig nødvendigt for tyskerne at anvende den forordning general von Hanneken havde udstedt den 04.09.43, umiddelbart efter augustoprøret. Tyskerne havde på deres måde skaffet sig 'hjemmel' til at beslaglægge bygninger m.v. Denne 'hjemmel' måtte tyskerne naturligvis bruge. Som forholdene var, ville danskerne ikke frivilligt afgive skoler, hoteller, missionshuse m.v. til tyskerne.


Kommentarer og supplerende oplysninger i øvrigt:

Eksempler på flygtninges opholdsområder i en krigssituation.
A: I eller tæt på den egentlige krigszone.
B: I et område med partisanvirksomhed mod flygtningenes krigsførende landsmænd.
C: I et neutralt 'nærområde'.

Ad A) Tyskernes 18. arme under kommando af general Georg Lindemann (fra 01.02.45 øverstkommanderende for Wehrmacht i Danmark) fik til opgave at kæmpe mod de russiske styrker, der var brudt ud fra Oranienbaumkedlen tæt på Leningrad (nu Skt. Petersborg). 18. armes indsats blev et tilbagetog langs østersøområdet med meget hårde kampe ved Narvafloden. Da tyskernes retirerende styrker nærmede sig Østprøjsen flygtede den tyske civilbefolkning fra kampzonen og de fremstormende russiske tropper, og en del civile navnlig fra Letland, Litauen og Polen fulgte strømmen mod vest.
Som det er almindeligt kendt, blev ca. 2 millioner civile tyske flygtninge og mange sårede tyske soldater udskibet fra havne i området ved Danzig. Ca. 250.000 flygtninge blev sejlet til danske havne. Langt de fleste blev landsat i Københavns Frihavn og modtaget af mandskab fra Værnemagten. Werner Best, Georg Lindemann, Stalmann, Walter og andre tyske ledere var at betragte som flygtningenes formyndere, der havde som opgave at sørge bedst muligt for deres myndlinge.

Ad B) Wehrmacht og Kriegsmarine førte flygtningene til et tysk besat område, hvor samarbejdspolitikken var ophørt d. 29. august 1943, og hvor modstandskampen gradvis blev mere intensiv og brutal. Fra efteråret 1944 til besættelsens ophør d. 5. maj 1945 havde modstandskampen i Danmark karakter af partisanvirksomhed, som selvfølgelig ikke kan sidestilles med det, der skete bag de tyske linier i Sovjetunionen og heller ikke med Titos partisankrig i Jugoslavien, men forholdene i Danmark var mere uforsonlige og skånselsløse, end mange regner med, og det har betydning, også når man bedømmer flygtningenes situation.
Werner Bests opfattelse af, at de danske modstandsmænd var at betragte som partisaner, vil blive omtalt senere på grundlag af dødsdomme, der blev afsagt af de tyske krigsretter i foråret 1945, og referat af en samtale mellem WB og udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, ligeledes i foråret 45.

Ad C) Hvis de tyske flygtningeskibe havde drejet til styrbord, når de kom op i Øresund, og var gået ind til Malmø og Helsingborg og andre svenske havne og havde fået de svenske myndigheders tilladelse til at landsætte flygtningene på svensk grund, ville de være kommet til et neutralt nærområde. Hvis flygtningene var kommet ind i Sverige, ville de have fået langt skånsommere forhold, end de fik i Danmark, der reelt var krigsførende på partisanniveau.
Det var dog ingenlunde sikkert, at Sverige ville have taget imod flygtningene. Svenskerne var bebyrdede med mange flygtninge fra Danmark og Norge, og flere var undervejs fra de tyske koncentrationslejre.
Selvom flygtningene havde barske forhold i Danmark, fik de trods alt tag over hovedet, noget at spise, og så godt det var muligt, også lægehjælp. Efterhånden blev der gennemført vaccinationer, og de fik eget kulturelt liv.
Der var områder i andre lande, hvor det var langt værre at være tysk flygtning end i Danmark. I Tjekkoslovakiet havde man ikke glemt tyskernes massakrer i byerne Lidice og Lezanky. Følelserne tog magten over fornuften, og i den situation kan det gå ud over uskyldige.


Tyskerne anså modstandsfolkene for at være partisaner, og derfor var de ikke beskyttede af folkeretten.
Vi havde ikke regulær krig men krigslignende tilstande i Danmark det sidste årstid inden befrielsen, og tyskerne anså modstandsfolkene for at være partisaner, og derfor var de ikke beskyttede af folkeretten.
Dette synspunkt var i overensstemmelse med krigens love, fordi modstandsfolkene under aktionerne ikke formelt var under kommando, de var ikke uniformerede, og de bar ikke deres våben synligt.
Den 5. maj kl. 08.00 anlagde modstandsfolkene armbind, de bar maskinpistolerne synligt og håndgranaterne i bæltet, og de var under kommando af gruppeledere. Kommandoforholdene var etablerede med f.eks. Fynsledelse og byledelser.
Indtil befrielsen måtte modstandsfolkene nødvendigvis være partisaner, men folkeretligt blev deres status ændret, da de kunne stå frem og vise sig på en måde, så de var beskyttede af krigens jura.
I to tilfældige sager fra udenrigsministeriets arkiv fra foråret 1945 kan man se, hvor barske forholdene var for dem, der blev dømt af krigsretten. Sagerne omhandler 11 dødsdomme og 5 hårde tugthusstraffe, 1 fik 15 år, 2 fik hver 10 år og 2 fik hver 8 år.
Arkivmaterialet er hemmeligt indtil år 2020. Det er tilladt at citere fra materialet, når det sker, uden at følsomme oplysninger kan henføres til bestemte personer.
I udskriften af en dødsdom anføres det: »- - Er hat sich damit der Freischärlerei schuldig gemacht und muss nach der zwingenden Vorschrift von 3 Kriegssonder-strafrechtsverordnung zum Tode verurteilt werden - -«.
I en anden dødsdom formuleres det således: »- - Damit hat er sich der Freischärlerei gemäss 3 Kriegssonderstrafrechtsverordnung schuldig gemacht. Diese Gesetzbestim-mung schreibt die Todesstrafe zwingend vor - -«.
I en tredje dødsdom hedder det: »- - Seine Handlungsweise erfüllt den Tatbestand der Freischärlerei gemäss 3 der Kriegssonderstrafrechtsverordnung, wonach die Todes-strafe zwingend vorgeschrieben ist - -«.
I referatet af en samtale direktør Nils Svenningsen havde med Werner Best, anføres det, at Københavns biskop, Fuglsang-Damgaard, havde skrevet et brev til WB. I brevet, der via udenrigsministeriet blev sendt til WB, havde biskoppen omtalt modstandsmændene som »- - kombattanter i en hær - -«. Det blev WB fornærmet over, fordi modstandsfolkene efter hans opfattelse efter folkeretten var 'franctireurer', som danskerne ikke havde nogen som helst ret til at træde ind for.
Både Freischärler og franctireur betyder partisan.
I flæng omtaler tyskerne modstandsmændene med ordene Freischärler, franctireur, terrorist, partisan.
Der er ingen tvivl om, at flygtningene var kommet til et område, hvor der efter tyskernes opfattelse var partisanaktivitet, altså krig uden fronter, - en form for krigsførelse, der involverer befolkningen stærkt og er med til at præge holdningen, - er med til at skabe folkestemningen.
Tyskerne anså som nævnt modstandsmændene for at være partisaner, og de blev i hemmelighed dømt ved krigsretter. Dødsdommene blev afsagt efter 3 i Kriegssonderstrafrechtsverordnung, og eksekutionerne blev offentliggjort til advarsel for befolkningen.
Det var klart i strid med krigens love, at flere tusinde modstandsmænd uden retssag og dom blev ført til tyske koncentrationslejre. Tyskerne fulgte heller ikke spillets regler, når de tog eftersøgte modstandsmænds familiemedlemmer i Sippenhaft for at presse de eftersøgte til at melde sig hos Gestapo.
Hvis tyskerne havde bestræbt sig på at dømme mildt og havde fulgt en udstrakt benådningspraksis, så dødsdommene var blevet ændret til langvarige tugthusstraffe, ville det måske i nogen grad have formildet befolkningen og indirekte skabt lempeligere vilkår for flygtningene. Det var først og fremmest General der Polizei Günther Pancke og sandsynligvis også general Georg Lindemann, der hindrede en mildere kurs over for de dødsdømte.
Tryk avler modtryk, og det er naturligt, at tyskernes brutale fremfærd påvirkede befolkningens humanitære holdning. Den er som bekendt ikke statisk.


Danske læger som ofre for Gestapos clearingmord.
Tyskerne valgte flere gange læger som ofre for clearingmord (diagram in fine).
Den 06.01.44, to dage efter mordet på Kaj Munk, myrdede tyskerne læge Willy Vigholt, der havde praksis i Slagelse. Om aftenen henvendte to civile gestapomænd sig til lægen, og den ene foregav at have fået noget i øjet. Begge mænd fulgte med ind i klinikken. Medens lægen undersøgte simulantens øje, skød den anden gestapomand 4 projektiler gennem lægens hoved. Tyskerne respekterede ikke, at lægen gjorde sin pligt, - levede op til lægeløftet.
Den 07.10.44 blev læge Richard Raetzel, Aalborg, clearingmyrdet. Gestapos mordpatrulje hentede lægen i hjemmet og førte ham til et gadekryds, hvor en stikker ved navn Mikkelsen var blevet likvideret to dage tidligere. Gestapo skød og dræbte den helt uskyldige læge på samme sted, som likvideringen var sket. Lægen var divisionschef i Det danske Spejderkorps.
Den 13.11.44 blev læge Poul Carstensen, Esbjerg, clearingmyrdet. Samme dag blev der gennemført yderligere et clearingmord i Esbjerg, og det udløste en strejke, som tyskerne besvarede med at lukke for gas, vand og elektricitet i tre døgn.
Den 20.02.45, kl. 06. Gestapomænd trængte ind i soveværelset hos overlæge Poul Kühnel, der var chef for gynækologisk afdeling og havde bolig på Odense Sygehus. Overlægen havde mistanke om, at han kunne være udpeget som offer for et clearingmord, hvorfor han om natten opholdt sig i et værelse øverst oppe i hospitalsbygningen. Fru Kühnel sov i soveværelset i stueetagen sammen med en søn på ca. 8 år. De havde installeret et ringeapparat, så fru Kühnel kunne advare sin mand ved et tryk på en kontakt, hvis Gestapo kom. Da gestapomændene trængte ind, trykkede fru Kühnel på kontakten, og overlægen gemte sig i et skunkrum oppe under taget i hospitalsbygningen. Gestapo fandt ham ikke.
Den 20.02.45. Umiddelbart efter det mislykkede forsøg på at myrde overlæge Kühnel, gik gestapomændene over til lægeboligerne på Odense Sygehus. De gik ind i en opgang og ringede på dørene og råbte, at der lå bomber i bygningen. 4 unge reservelæger kom ud for at bringe sig i sikkerhed. De blev skudt ned i opgangen. De myrdede var reservelægerne Henning Dalsgaard, Jørgen Hvalkof, Chr. Fabricius Møller og Henning Ørsberg.
Den 10.03.45. Samme dag, forhandlingerne mellem lægeforeningen og de tyske ledere om lægehjælp til flygtningene gik i gang, blev praktiserende læge Johan Teilmann fra Over Jerstal henrettet i Ryvangen. Henrettelsen blev offentliggjort d. 16.03.45, altså midt under forhandlingerne om lægehjælp.
På Vejle sygehus skete følgende:
Den 26.03.45, kl. 05,30. Gestapomænd trængte ind til overlæge Johs. Buchholz og skød ham ned i soveværelset. Overlægen var blevet advaret om, at han kunne være udpeget som offer for et clearingmord, og han fulgte advarslen og gik under jorden hos dommeren i Hammel. Overlægen var dog ikke forsigtig nok og opholdt sig en kort tid i sit hjem, hvor han blev fundet af morderne.
Den 26.03.45. Umiddelbart efter mordet på overlæge Buchholz, trængte de samme gestapomænd ind i soveværelset hos overlæge Paul Fjeldborg og skød ham ned på stedet. Overlægen var syg og ville ikke forlade sin sygeseng, selvom han var blevet advaret om, at han kunne være udpeget som offer for Gestapos mordpatrulje.
Den 26.03.45. Gestapomændene trængte også ind i soveværelset hos chefen for røntgenafdelingen, overlæge Viktor Jørgensen, men han var blevet advaret i sidste øjeblik og flygtede i slåbrok ud af sin bolig og undgik at blive myrdet.
Sygehuschefen, Hans Christensen, 'boede' i sygehusets underjordiske baderum og gange for at undgå Gestapos mordere. Han turde ikke opholde sig i sin tjenestebolig på sygehuset.
Efter mordene gik sygehusets læger under jorden og opholdt sig hos venner og bekendte, når de ikke havde tjeneste.
Landet over blev mange læger arresteret af Gestapo. Den 15.06.44 arresteredes 41 kendte personer - 11 var læger. Ved kapitulationen var der interneret ca. 30 læger i Frøslevlejren.
Tyskerne skånede ikke de danske læger.


(Oplysninger fra 'Danmarks Frihedskamp')

Stikkerlikvideringer og clearingmord i Odense og Svendborg.

Stikkerlikvideringer
(Nødvendige krigshandlinger.
Blev udført af modstandsbevægelsen)
Clearingsmord
(Tyskernes hævn. Blev udført
af Gestapos danske håndlangere)
I Odense:
1943
03.11. Ostehandler Thor Nielsen, (såret)
20.11.
Holger Thor Nielsen, (søn af Thor
Nielsen, tjeneste hos Gestapo
1944
01.03. Assurandør K.M. Klitgaard
03.03. (BB) Adjunkt Niels Foged (såret)
23.05. Portner Harald Emil Sørensen
26.05 (BB) Bankdirektør Henning Hoffmann (såret)
1 time senere: (BB) Trælasthandler N.H. Hein
27.06. Chaffør Gunnar Eliassen, (såret)
11.07. Grosserer Ras Hansen
17.08. (BB) Fabrikant Marius Nykvist
18.08. Kørelærer H.C. Hansen
31.08. Fabrikant Harry Christiansen
11.09. Forstander L.C. Lomholt (såret)
12.09. Kontorist Helge Møller
19.09. Det danske politi interneret
16.10. Købmand L. Rosendahl
09.11. Provisor Ulrik Dirchs
I julen »Grosserer« Hartvig Larsen
29.12. Skuespiller Bent von Müllen
1945
19.01. Bent Kaa Olsen
22.01. Positivspiller Carl Christian Madsen
14.02.



Grosserer Harkjær-Simonsen
Fru Harkjær-Simonsen
(modstandsmand, montør, Cecil
Hansen, dræbt, modstandsmand
såret)
1 time senere Grønthandler Hans Jørgen Rasmussen
16.02. Magasinforvalter Gunnar Poulsen
19.02. Installatør Valdemar Petersen
kl. 06.00. 
(BB) Overlæge Poul Kühnel (mislykkedes)
Reservelægerne
(BB) Henning Dalsgaard
(BB) Jørgen Hvalkof
(BB) Chr. Fabricius Møller
(BB) Henning Ørsberg
20.02.
kl. 07.00
(BB) Vicekonsul, grosserer Gustav Christgau
(BB) Løjtnant Vagn Tang
(BB)
Teaterdirektør Helge Rungwald
(mislykkedes)
27.02. Pålæggerske Harriet Strey
08.03. Tjener Peter Larsen
14.03. Arbejdsmand Svend Aage Petersen
05.04. Johnsrud
09.04.
Cykelmekaniker
Svend Aage Sønnichsen
11.04. Karruselejer Ejner Hansen
16.04. Maskinarbejder Henrik Lindberg
20.04. Bladhandler Einer Nielsen
Mislykkede forsøg:
Dommer Erik Lunøe
Møller Hans Petersen
Møller Frank Petersen
I Svendborg
1944
omkr.
10.10. Sadelmager Einer Petersen
Sadelmager Harald Maust
1945
17.02. Gordon Hornemann-Hansen
april Christensen
Clausen
21.04. (BB) Fabrikant Otto Halberg
21.04. (BB) Prokurist Harald Halberg

Ifølge foranstående oplysninger blev der foretaget 28 stikkerlikvideringer, der blev gengældt med 23 clearingmord.
Det er sandsynligt, at de informationer, der har været offentligt tilgængelige, ikke er fuldstændige.
Ifølge ikke offentliggjorte oplysninger havde modstandsstyrkerne alene i Odense og omegn udpeget 40 stikkere, der skulle likvideres. Otte af de 40 blev først arresteret og straffet under retsopgøret.
Nedskydningerne var med til at skabe folkestemningen. Man hadede stikkerne, og man var forbitret over clearingmordene. Det skabte modvilje mod 'alt tysk'. Det smittede af på flygtningene, selvom de var uden skyld.
BB = clearingmord/clearingmordforsøg udført af Brøndumbanden/Petergruppen, der var en terrorgruppe på 11 mand. De var danske håndlangere for Gestapo. Mordpatruljerne var ofte sammensat af tyskere og danskere. Gruppen 'arbejdede' over hele landet.
Udover clearingmordene foretog BB også en lang række Schalburgtager i Odense, Svendborg og andre steder i landet.
I forbindelse med retsopgøret blev 7 af bandens medlemmer dømt til døden og henrettet, 3 fik livsvarigt fængsel. Straffen over den sidste kendes ikke.


Jyllands-Posten d. 10.05.1947:

Brøndum, Bothilsen og fem andre henrettet.

Justitsministeriet meddeler Fredag:
Ved Højesteretsdom af 14. April 1947 blev Henning Emil Brøndum, Kaj Henning Bothilsen Nielsen, Ib Nedermark Hansen, Aage Thomas Mariegaard, Robert Lund, Helge Erik Lundquist og Svend Thybo-Sørensen dømt til døden. Dommen er blevet fuldbyrdet den 9. Maj 1947.
De paagældende blev dømt for Overtrædelse af Straffelovstillægget angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed for som medlemmer af den ved Navnet »Petergruppen« benævnte Terrorgruppe i Samarbejde med den tyske Besættelsesmagt at have gjort sig skyldige i Drab og Forsøg herpaa, Sprængninger og Legemsbeskadigelser m. v.


Oversigt over vigtige begivenheder, medens flygtningene ankom.

1945
Primo februar. Udenrigsministeriet blev af medicinaldirektør Johs. Frandsen orienteret om, at de danske sygehuse og hospitaler var overbelagte.
11.02. Første anløb af København med 1500 sårede soldater.
Flygtningestrømmen begyndte.
20.02. Tyskerne myrdede (clearingmord) 4 unge reservelæger på Odense Sygehus og forsøgte at myrde en overlæge.
Efter 8 måneders pause begyndte tyskerne igen at henrette modstandsmænd.
21.02. 1 modstandsmænd blev henrettet efter dødsdom i Sonderfeldgericht.
27.02. 10 - - - - - - -
03.03. 5 - - - - - - -
05.03. Werner Best var til møde i Auswärtiges Amt i Berlin. I ministeriet havde man planlagt, at der skulle sendes 1½-2 mill. flygtninge til Danmark. De skulle indkvarteres privat med en rate på 50 %. En familie på 4 medlemmer skulle således modtage 2 flygtninge. Best fik kvoten nedsat til 100.000 flygtninge, men det blev til ca. 250.000, da det kom til stykket.
10.03. Tysk anmodning om dansk lægehjælp. De egentlige forhandlinger begyndte.
10.03. 7 modstandsmænd blev henrettet efter dødsdom i Sonderfeldgericht.
11.03. Henrettelsen af 10 modstandsmænd blev offentliggjort i dagbladene.
12.03. - - 5 - - - - -
13.03. 6 modstandsmænd blev henrettet efter dødsdom i Sonderfeldgericht.
16.03. Henrettelsen af 7 modstandsmænd blev offentliggjort i dagbladene.
17.03. 8 modstandsmænd blev henrettet efter dødsdom i Sonderfeldgericht.
20.03. Henrettelsen af 7 modstandsmænd blev offentliggjort i dagbladene.
25.03. - - 7 - - - - -
25.03. Lægeforeningen skrev følgende til sine medlemmer: »I betragtning af de her i landet herskende forhold mener lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved organisation af nogen form for lægehjælp til tyske civilflygtninge«.
26.03. Tyskerne myrdede (clearingmord) 2 overlæger på Vejle Sygehus, og forsøgte at myrde yderligere en overlæge.
28.03. 2 modstandsmænd blev henrettet efter dødsdom i Sonderfeldgericht.
29.03. 7 - - - - - - -
04.04. Overlæge idømt 10 års tugthus.
04.04. Henrettelsen af 9 modstandsmænd blev offentliggjort i dagbladene.
06.04. 4 modstandsmænd blev henrettet efter dødsdom i Sonderfeldgericht.
08.04. Henrettelsen af 4 modstandsmænd blev offentliggjort i dagbladene.
10.04. Praktiserende læge arresteret. Blev forhindret i at yde hjælp til en såret medar-restant. Den sårede fik ingen lægehjælp og døde 4 dage senere i Vestre Fængsel.
11.04. 4 modstandsmænd blev henrettet efter dødsdom i Sonderfeldgericht.
16.04. Henrettelsen af 5 modstandsmænd blev offentliggjort i dagbladene.
19.04. 10 modstandsmænd blev henrettet efter dødsdom i Sonderfeldgericht.
25.04. Henrettelsen af 10 modstandsmænd blev offentliggjort i dagbladene.
04.05. Praktiserende læger på Langeland ydede hjælp til tyske flygtninge og franske og russiske krigsfanger. Der blev udført ca. 30 større operationer på Rudkøbing Sygehus.
05.05. Flygtninge, der var havnet på Møn, blev behandlet på Stege Sygehus. Hjælpen til flygtningene blev ledet af en praktiserende læge.
Krigsrettens officielle betegnelse var: 'Sonderfeldgericht der deutschen Polizei'.
Retsmøderne var hemmelige.
Det blev naturligvis ikke offentliggjort, at tyskerne forhandlede om lægehjælp til flygtningene, og det var heller ikke kendt for hverken offentligheden eller de danske forhandlere, at der blev henrettet 21 modstandsmænd, medens forhandlingerne stod på. Til gengæld fik offentligheden på 14 dage, i forhandlingsperioden fra 10. til 25. marts 45, meddelelse om, at der var blevet henrettet 36 modstandsmænd. Fra Günther Panckes kontor, 'Pressestelle', fik alle dagblade ordre til at offentliggøre henrettelserne, 2-spaltet, på side 3.
Offentliggørelsen skulle virke afskrækkende på befolkningen.
Disse barske meddelelser var med til at skabe modvilje mod 'alt tysk', og det skadede indirekte de uskyldige flygtninges sag.
Det har uden tvivl været vanskeligt for lægeforeningens hovedbestyrelse at forhandle med tyskerne, der kunne bruge deres magtmidler når som helst. Det er derfor vigtigt, at man gør sig klart, at lægeforeningen ikke optrådte på de enkelte lægers vegne. Som i andre liberale erhverv gælder det også for lægerne, at de udfører deres arbejde under professionelt ansvar. Den enkelte advokat, revisor, landinspektør, læge m. fl. skal følge de gældende love, men sætter i øvrigt selv moralsk grænsen for, hvordan de vil udøve deres erhverv i et konkret klient-/patientforhold. Sådan er det i dag, og sådan var det også i 1945.
De liberale erhvervs organisationer, herunder lægeforeningens bestyrelse, kan rådgive og vejlede medlemmerne, men de kan ikke pålægge nogen at følge bestemte moralske retningslinier, derfor var hovedbestyrelsens skrivelse af 25.03.45 til kredsforeningerne rimelig og korrekt - og modig.


Clearingmordene på danske læger indsat kronologisk med forhandlingerne om lægehjælp til flygtningene.

06.01.44. Slagelse. Praktiserende læge myrdet.
07.10.44. Aalborg. Praktiserende læge myrdet.
13.11.44. Esbjerg. Praktiserende læge myrdet.
20.02.45. Odense Sygehus. 4 reservelæger myrdet. Mordforsøg på en overlæge.
10.03.45. Den tyske ledelse henvendte sig til Den danske Lægeforening for at få hjælp til behandling af de mange flygtninge, der kom ind i landet. Der blev indledt forhandlinger om lægehjælp.
10.03.45. Ryvangen. Praktiserende læge henrettet.
16.03.45. Henrettelsen af den praktiserende læge og 6 andre modstandsmænd blev offentliggjort. Offentliggørelsen skete en uge efter, at forhandlingerne var gået i gang.
25.03.45. Inden lægeforeningens repræsentanter satte sig til forhandlingsbordet, kunne de i morgenaviserne læse, at yderligere 7 modstandsmænd var blevet henrettet. Den tyske ledelse og lægeforeningens hovedbestyrelse, - der ikke var ligestillede forhandlingsparter - kunne ikke finde frem til en løsning, hvorefter der kunne ydes dansk lægehjælp til flygtningene, og d. 25. marts skrev hovedbestyrelsen til kredsforeningerne. Flygtningene var som hidtil henvist til den hjælp, de fik fra Værnemagtens sanitetsvæsen.
26.03.45, kl. 06: Vejle Sygehus. 2 overlæger myrdet, og en overlæge forsøgt myrdet.
I perioden 20. februar - 26. marts myrdede tyskerne 6 danske hospitalslæger, henrettede en praktiserende læge og forsøgte at myrde yderligere 2 hospitalslæger. Det skete inden for 35 dage - på kun 5 uger.
De tyske forhandlere bad om lægehjælp og lod samtidig Gestapo myrde flygtningenes potentielle behandlere.


Henrettelserne.
Tyskernes henrettelser af danske modstandsmænd kan inddeles i to perioder med massakren ved Rorup mellem Roskilde og Ringsted som et uhyggeligt intermezzo.
I første henrettelsesperiode fra 28.08.43 til 29.06.44 henrettede tyskerne 39 modstandsmænd. I offentliggørelserne omtaltes de henrettede som sabotører.
Under massakren ved Rorup d. 08.08.44 myrdede tyskerne 11 modstandsmænd.
I anden henrettelsesperiode fra 21.02.45 til 19.04.45 henrettede tyskerne 64 modstandsmænd. I offentliggørelserne omtaltes de henrettede som terrorister. Tonen var skærpet.
Anden henrettelsesperiode var sammenfaldende med flygtningenes ankomst til Danmark.
64 henrettelser på 58 dage. I gennemsnit var det mere end èn henrettelse om dagen. De tyske ledere, Werner Best, Günther Pancke, Otto Bovensiepen og Karl Heinz Hoffmann, var nådesløse og fortsatte henrettelserne, medens der forhandledes om lægehjælp.
Det var alene de dømte, der kunne ansøge om benådning. Normalt blev udenrigsministeriet først underrettet om dødsdommene, når eksekutionen havde fundet sted. I et enkelt tilfælde havde ministeriet på grund af en gestapomands indiskretion fået kendskab til, at der var afsagt dødsdomme, som endnu ikke var fuldbyrdede. Ministeriet og andre gjorde en stor indsats for at få de dømte benådet. Den iskolde embedsmand, Werner Best, var som altid imødekommende, men lod sig ikke påvirke. Dødsdommene blev ikke forvandlet til tugthusstraffe.
Det er interessant at læse et par linier i Siegfried Matloks bog om Werner Best 'Dänemark in Hitlers Hand.' Best citeres således: »Es war die Frage der Unterbringung deutscher Ostflüchtlinge in Dänemark, in der das deutsche Solidaritätsgefühl und der Wille, Unglücklichen zu helfen, unvereinbar mit der politischen Vernunft und Zielsetzung kollidierte«. WB valgte at følge den politiske fornuft og målsætning. Han fortsatte den brutale kurs i kampen mod 'partisanerne'. Han viste ingen tilbageholdenhed i modterroren for at mildne folkestemningen og måske derved øge muligheden for at få dansk hjælp til flygtningene.
Når man bedømmer Best, skal man huske, at han i 1941, året før han kom til Danmark, i et festskrift til Heinrich Himmler skrev: »Historien har vist, at udryddelse og bortførsel af fremmede folk ikke strider mod livslovene, hvis det sker fuldstændigt«. Hans grundholdning var i overensstemmelse med Heinrich Himmlers. 'Fremmede' menneskeliv havde ikke høj værdi, og der er ikke grund til at tro, at Werner Best helhjertet talte flygtningenes sag, da de skulle prioriteres i forhold til bekæmpelsen af modstandsbevægelsen.


God vilje hos lægerne var ikke nok. Der skulle også være plads på hospitalerne.
I et interview med KL i Weekendavisen 3-9. sept. 1999 står der: 'Der var ikke tale om, at det danske system ikke kunne klare de 200.000 flygtninge, der var tale om. »Om man skal behandle 4 mio. mennesker, som der var i Danmark på det tidspunkt, eller 4,2 millioner…det kan ikke vælte et lægevæsen«, siger Kirsten Lylloff. Men man ville ikke behandle dem'.
I sin afhandling citerer KL medicinaldirektør Esther Ammundsen, der i 1945 var reservelæge på Blegdamshospitalet, således: »- - at havde man blot een gang gået uden for de givne regler, var dette øjeblikkelig kendt i vide kredse og medførte nye indlæggelser«.
KL henviser til Jørgen Hæstrups bog 'Til landets bedste - hovedtræk af departementschefsstyrets virke 1943-45', men nævner ikke, bind II, s. 216, hvor Hæstrup omtaler et møde i udenrigsministeriet primo februar 45.
Allerede før d. 31.01.45 havde Best fået ordre til at fremskaffe de fornødne bygninger til ophold for 10.000 sårede tyske soldater og forestillede sig, at man kunne anvende sygehuse, sanatorier, sindssygehospitaler, skoler, hoteller og lignende, og tyskerne anbefalede, at de danske myndigheder selv medvirkede ved udvælgelsen af de bygninger, der skulle stilles til rådighed. De tyske krav omfattede ikke dansk lægehjælp eller bistand af plejepersonale.
Det var dr. Stalmann, der efter ordre fra Best, telefonisk havde henvendt sig til udenrigsministeriet d. 31.01.45 og orienteret om tyskernes planer. Umiddelbart efter opringningen fra Stalmann indkaldte direktør Nils Svenningsen til et møde med deltagelse af departementscheferne Saurbrey og Koch samt direktørerne for de institutioner, det kunne blive aktuelt at beslaglægge. Medicinaldirektør Frandsen var også med til mødet, og da man uden tvivl var forberedt på, at navnlig sygehuse kunne blive omfattet af en eventuel beslaglæggelse, redegjorde medicinaldirektøren for belægningen på sygehusene. Jørgen Hæstrup skriver: - - »Medicinaldirektør Frandsen gjorde status. Der var i Danmark 40.000 sengepladser, og belægningsprocenten var allerede oppe på 125-150 %. Placeringen af blot 10.000 soldater ville altså have katastrofale følger, og også Frandsen fremhævede, at de tyske krav måtte afvises« - -.
På dette tidlige tidspunkt, inden flygtningene begyndte at komme, fik man i udenrigsministeriet en orientering om hospitalsforholdene.
De danske sygehuse var overbelagte med danskere. Der var stor mangel på medicin, linned, brændsel, - der var mangel på alt. Sygehuspersonalet var under et stort arbejdspres. I 1943 var der i alt 3.761 danske læger, hvoraf 1.110 var hospitalslæger. Der manglede 2000 sygeplejersker. Løgstør sygehus måtte lukke på grund af brændselsmangel.
Fabrikken 'Medicinalco' indsamlede urin fra patienter, der var i behandling med sulfapræparater, for at genindvinde det virksomme stof, der blev udskilt af patienterne. Penicillin kom først til Danmark efter krigen.

(Hvem-Hvad-Hvor, 1946, s. 270)
Oversigt over hospitalskapaciteten i 1943:

Sygehuse Pladser
Alm. medecin-kirurgiske sygehuse:
København, Frederiksberg 17 7.248
Øerne i øvrigt 59 7.082
Jylland 78 10.082
Hele landet 154 24.412
Privatklinikker 26 636
Sygeafdelinger ved institutioner m.m. 38 2.383
Tuberkulosehospitaler 62 4.235
Sindsygehospitaler 13 10.215
I alt 293 41.881

Statistikken er i overensstemmelse med medicinaldirektør Johs. Frandsens oplysninger om ca. 40.000 sengepladser i hele landet, når man medregner tuberkulosehospitaler og sindssygehospitaler.
Man skal være opmærksom på, at de fleste flygtninge ankom til Frihavnen, og at der kun var 7.248 medicinsk-kirurgiske sengepladser i området København / Frederiksberg.
I de følgende beregninger anvendes medicinaldirektørens oplysninger om antallet af sengepladser.
En sagkyndig på området har oplyst, at belægningsprocenterne, som de blev beregnet i 1945, skal forstås som overbelægning i forhold til det normerede antal sengepladser.
Hvis en afdeling havde f. eks. 30 normerede sengepladser, betød en belægning på 125 %, at der var opstillet 8 ekstra senge på gangen og i undersøgelses- og opholdsrum. Ved en belægning på 150 % var der opstillet 15 ekstra senge.
Det var vilkårene for danskere, der var indlagt på hospital i foråret 1945.
I Historisk Tidsskrift, bind 102, hæfte 1, har KL skrevet en artikel 'Inter Arma Caritas' om bl. a. Dansk Røde Kors virksomhed blandt ikke-tyske flygtninge efter 5. maj 45.
Medio maj 45 sørgede man for at få udskilt 12.000 ikke-tyske flygtninge fra lejrene.
Endvidere skriver KL: »Samtidig sørgede DRK for, at ikke-tyske flygtninge på de tyske lazaretter blev overflyttet til danske sygehuse, ca. 1000 i Københavnsområdet og ca. 500 uden for København. ... Desuden viser de 1500 indlæggelser, at hvis der havde været vilje til at indlægge og behandle de dødssyge tyske spædbørn på danske sygehuse, så havde der også været plads til mange af dem«.
Henrik Havrehed skriver i sin afhandling om flygtningene, s. 103, at der medio maj 45 var 23.200 'allierede', det vil sige 'ikke-tyske', flygtninge i Danmark og 238.010 tyske flygtninge.
Ved at anvende ovenstående tal kan man foretage et groft overslag over den nødvendige hospitalskapacitet, hvis flygtninge, der havde behov for det, skulle indlægges på danske sygehuse.
De nævnte 1500 flygtninge, der blev overført fra tyske lazaretter til danske sygehuse, udgjorde ca. 11 % af de ikke-tyske flygtninge, DRK fik udskilt fra lejre og lazaretter.
Sætter vi de 1500 indlagte flygtninge i relation til Havreheds tal, udgjorde de ca. 6 % af de ikke-tyske flygtninge, der indgik i begrebet 'allierede flygtninge'.
Det er rimeligt at antage, at både de tyske og de 'allierede' flygtninge havde samme behov for indlæggelse. Anvendes procenttallene på det samlede antal flygtninge (238010 + 23200 = 261210), fås følgende:
Ved indlæggelse af 11 % af 261210 fås afrundet 29.000 patienter, svarende til 72 % af de samlede 40.000 normerede sengepladser. Efter indlæggelse af flygtninge ville belægningen således blive ca. 225 %.
Ved indlæggelse af 6 % af 261210 fås afrundet 16.000 patienter, svarende til 40 % af de samlede 40.000 normerede sengepladser. Tilsvarende ville belægningen blive ca. 165 %.
Man kan også anskue belægningen på danske hospitaler ud fra en anden synsvinkel.
Medicinaldirektør Frandsen orienterede om, at en eventuel indlæggelse af 10.000 sårede soldater ville have fået katastrofale følger, derfor er det naturligt at sætte 10.000 indlæggelser af flygtninge på danske hospitaler i forhold til det samlede og indtil befrielsen stigende antal flygtninge, der i foråret 1945 opholdt sig i landet.

I tabelform ser det således ud:

Indlæggelser: Flygtninge i alt: Indlæggelser i % af flygtninge i alt:
10.000 150.000 6,7
10.000 175.000 5,7
10.000 200.000 5,0
10.000 225.000 4,4
10.000 250.000 4,0

Det er sandsynligt, at indlæggelse af 4-7 % af flygtningene ville være i underkanten af behovet.
Hvis der blev indlagt 10.000 flygtninge, ville belægningsgraden på landsgennemsnit komme op på henholdsvis 150 % og 175 %.
På en afdeling med f. eks. 30 normerede senge skulle der således anbringes henholdsvis 15 og 23 ekstra senge i og uden for de egentlige patientstuer.
Idet hovedparten af flygtningene som nævnt kom ind via Frihavnen, ville de københavnske hospitaler uden tvivl blive belagt hårdere end ovenstående beregninger viser.
Uanset om man vælger den ene eller den anden beregningsmåde, var der blevet tale om en katastrofal belastning af det danske hospitalsvæsen.
De indlagte patienter skulle ikke blot have en seng at ligge i, de skulle også behandles og plejes, og man må som nævnt tidligere erindre, at der i foråret 1945 manglede 2000 sygeplejersker.
Beregningerne er naturligvis overslagsmæssige og behæftede med stor usikkerhed, men de viser alligevel, at hospitalsvæsenet ville være brudt sammen, hvis flygtningene var blevet indlagt.
Indlæggelse af 1500 patienter medio maj 45 er ingen dokumentation for, at man i perioden op til befrielsen kunne tage imod det meget store antal flygtningepatienter.
KL undervurderer overbelægningen på de danske sygehuse. Der var ikke tilstrækkelig sengeplads og mulighed for behandling og pleje, hverken på de tyske lazaretter eller på de danske sygehuse.
Der var ganske enkelt ikke plads til alle.
Man befandt sig i en nødsituation, og det var nødvendigt at afvise flygtningene fra både Værnemagtens lazaretter og fra de danske sygehuse.
I en videnskabelig afhandling kan dette centrale problem ikke affærdiges med påstanden: »- - Det kan ikke vælte et lægevæsen«.
Der er behov for en grundig undersøgelse af hospitalskapaciteten i foråret 1945.
Ingen kan gøre det umulige, det kunne danske læger heller ikke i 1945.
Som det fremgår af nedenstående artikler og læserindlæg i Politiken, blev der 7.-14. april 1945 skrevet en del om mangelen på sygeplejersker. Det synspunkt har været fremført, at der skulle være tale om et bevidst samarbejde mellem Politiken og sygeplejerskerne for at male situationen ekstra sort for at forhindre indlæggelse af flygtninge på hospitalerne. Det kan naturligvis ikke afvises, at man har ønsket at udsende et signal med det nævnte formål, men man kan også forstå artiklerne som en melding om, at sygeplejerskerne generelt var dårligt betalt, og at Politiken har søgt at medvirke til en forbedring af lønforholdene.
Idet de, der havde kendskab til baggrunden for artiklerne, må antages at være døde, kan det næppe lade sig gøre at finde frem til motivet til artiklerne, men der kan ikke være tvivl om, at mangelen på sygeplejersker var alvorlig, og det er det vigtigste.


Politiken d. 7/4 1945.

Katastrofal mangel på sygeplejersker.

I de kommende fem måneder vil man få brug for
2000 sygeplejersker, og man aner ikke, hvor
man skal skaffe dem fra.

I disse dage finder der på vore hospitaler en række overvejelser sted, som tager sigte på at løse problemet med mangelen på sygeplejersker. Man vil i de kommende fem måneder på grund af ferierne få brug for et par tusind sygeplejersker flere, end det er muligt at skaffe, og man aner ikke, hvor disse 2000 kvinder skal komme fra. Tilgangen til sygeplejegerningen har gennem flere år været så begrænset, at man selv under normale forhold ikke har arbejdskraft nok. De 18.000 sygeplejersker, der er i funktion, må derfor slide hårdt i det, og de trænger af den grund i særlig grad til sommerferie. Men i virkeligheden har man ikke råd til at give dem fri. Hospitalerne er overbelagte, og der findes ingen ledig arbejdskraft, der kan træde i stedet for dem, der holder ferie.
Hvorledes har man tænkt sig at klare denne situation, spurgte Politiken i går Dansk Sygeplejeråd.
Situationen kan ikke klares, siger sekretær frk. Kruse. Spørgsmålet overvejes både på hospitalerne og hos os, men der foreligger overhovedet ikke planer af nogen slags. Man har simpelthen opgivet at finde en løsning, og så må det vel gå, som det kan.
Kan man ikke tage andre kvinder ind på hospitalerne til udførelse af det arbejde, der ikke kræver faglig uddannelse?
Det har vist sig at være en udvej, der ikke er særlig farbar, og for øvrigt er der ikke nogen egnet ledig arbejdskraft i øjeblikket. Problemet kan overhovedet ikke løses, uden man giver sygeplejerskerne så tålelige vilkår, at der kan blive interesse for at søge uddannelse ved faget. Sådanne forhold har vi endnu ikke opnået, og der er da heller ikke endnu den fornødne tilgang af elever. Udsigterne for de kommende måneder er mørke. Der vil blive slidt hårdt på de sygeplejersker, der allerede længe har været ved at segne under arbejdets byrde, og samtidig er det altså disse sygeplejerskers lod at være glade og have et humør, der kan opmuntre de mange syge, som i høj grad har brug for opmuntring.


Politiken d. 10/4 1945.

12 timers arbejdsdag for sygeplejerskerne.

Skønt mange har søgt at afhjælpe mangelen på arbejdskraft ved frivilligt
at tage sommerferie i vintermånederne.

Der er stadigvæk ikke truffet nogen almindelig ordning til imødegåelse af den uhyggelige mangel på sygeplejersker, som for alvor vil sætte ind, når feriesæsonen begynder. Men man har fået en forsmag på, hvordan problemet vil blive løst. På Bispebjerg har man nemlig allerede nu forberedt sygeplejerskerne på, at de i juni, juli og august skal have en arbejdstid på 12 timer om natten og 9 timer om dagen. På de øvrige hospitaler er der endnu ikke truffet afgørelser i samme retning, men sygeplejerskerne er forberedt på det værste. Allerede i fjor var man så småt inde på en forlængelse af arbejdstiden, og hvordan vil det så ikke gå i år, hvor mangelen på arbejdskraft er endnu mere følelig.


Dispensation fra ferieloven.

Sygeplejerskerne, på hvem den øgede byrde kommer til at hvile, er naturligvis fortvivlede. For så vidt muligt at undgå det opslidende arbejde i sommertiden, har man søgt om dispensation fra ferieloven, og adskillige sygeplejersker har allerede nu holdt deres ferie. Det gælder især de private sygeplejersker, og de står derfor nu parate til sommeren igennem at gå ind i hospitalstjenesten. Det vil blive næsten umuligt at opdrive hjælp til sygepleje i hjemmene, og på hospitalerne kan dette tilskud af arbejdskraft alligevel ikke løse problemet. Adskillige hospitalsafdelinger kommer derfor til at følge eksemplet fra Bispebjerg. Det vil sige, at sygeplejerskerne, når de har dagvagt, kommer til at arbejde fra 7 til 19 med tre timers pause fordelt over dagen. Megen mulighed for samkvem med men-nesker uden for hospitalet bliver der ikke, når sidste sporvogn kører omkring kl. 21. Og nattjenesten er endnu mere opslidende. Den byder på 12 timers uafbrudt arbejde i tiden fra kl. 19 til 7.
Hertil kommer, at rækkerne overalt er så tyndt besat, at sygeplejerskerne selv ikke kan tillade sig at blive syge. Hvis bare en bukker under, betyder det på flere afdelinger, at kammeraterne, så længe kollegaen er syg, må ind på en midlertidig 12 timers nattjeneste, hvortil kommer en forlængelse af dagarbejdet. Navnlig for de lidt ældre sygeplejersker, der i en årrække har slidt hårdt på sig selv - ofte ud fra en idealistisk indstilling, der er blevet alt for lidt påskønnet, - er det svært at udholde de lange nattevagter. Arbejdet kunne sikkert lettes for disse sygeplejersker, hvis det var muligt for de yngre kræfter, der frivilligt ville træde til, at opnå ekstra betaling for nattjenesten. Hidtil har man imidlertid ikke haft en sådan ordning.
Alting tyder på, at sygeplejerskerne bliver så overtrætte af de kommende måneders slid, at de slet ikke når at komme rigtig til kræfter i ferien.


Politiken d. 14/4 1945.

Sygeplejersker med
kun kr. 1,25 i timen.

Et læserindlæg til den katastrofale mangel på
sygeplejersker.

Særligt grelle forhold på Ortopædisk Hospital.

For nogle dage siden oplyste Politiken, at man i løbet af kort tid ville komme til at stå over for en katastrofal mangel på sygeplejersker, fordi der ikke findes reserver, der kan træde til i ferietiden. Meddelelsen herom har vakt betydelig interesse, og fra alle sider gøres opmærksom på, at ikke mindst de dårlige lønninger er medvirkende til den svigtende tilgang til sygeplejegerningen. En af vore læsere skriver i denne forbindelse bl. a. til os.
Det er ikke underligt, at lysten til faget tabes. Trods årelange forgæves kampe findes der endnu i dag f. eks. på Ortopædisk Hospital i København fuldt uddannede sygeplejersker, som er medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, og som i gage på egen kost og logi oppebærer en timeløn på ca. 1,25 kr.


Meget vanskeligt at få en
ordning med hospitalet.

Vi forelagde i går denne meddelelse for Dansk Sygeplejeråd, der bekræftede rigtigheden.
Vi har i flere måneder forsøgt at få en ændring i disse sygeplejerskers forhold, men vore henvendelser er blevet behandlet meget langsommeligt. I dag har vi sendt et nyt rykkerbrev for i det mindste at få en forhandling i gang. Os bekendt er det kun Ortopædisk Hospital, der betaler sine honorarlønnede sygeplejersker så slet, men lønningerne ligger jo i det hele taget ikke for højt. 1,25 kr. i timen er en mindre løn end den, der tarifmæssigt betales for rengøringshjælp, og når det i det hele taget er lykkedes hospitalet at beholde sine sygeplejersker til sådan en betaling, skyldes det en række særlige forhold. Det drejer sig nemlig om nogle sygeplejersker, der kun er beskæftiget den halve dag, og som nødig vil skilles fra hospitalet, fordi de har haft deres gerning der i adskillige år.
Den tarifmæssige betaling for en privatsygeplejerske ligger på 1,25 kr., og dertil kommer kosten, der ansættes til 2,55 kr. om dagen. De honorarlønnede sygeplejersker skulle derfor snarere have en timeløn 1,90 kr. end på 1,25 kr.


Politiken d. 12/2 1945.

Sygehus overfor lukning, ingen brændsel.
Alvorlig situation i Løgstør.

Brændselsituationen i Løgstør er så alvorlig, at man nu overvejer at evakuere sygehuset. Man har intet brændsel, og overlæge Arnold Christensen udtaler, at man må prøve at fordele de ca. 50 patienter blandt nabosygehusene, såfremt det ikke i de allernærmeste dage lykkes at skaffe brændsel.


Risiko for en strejke som Folkestrejken omkring 1. juli 1944.
Hvis flygtningene var blevet indlagt på danske sygehuse, havde det været nødvendigt at udelukke danskere fra indlæggelse, - sætte dem på venteliste, ville man sige i dag. Kunne man mon forvente, at danskerne ville finde sig i det? Ville arbejderne på B&W og de andre store arbejdspladser finde sig i det? - Formentlig ikke.
Der var partisanaktivitet i Danmark. Stemningen var spændt, og indlæggelse af tyske flygtninge på hospitalerne og dermed afvisning af danskere kunne blive gnisten, der ville få folkestemningen til at eksplodere. Vi kunne have fået tilstande svarende til Folkestrejken omkring 1. juli 1944, der kostede ca. 100 danskere livet, og 600 blev såret. I København lukkede tyskerne for gas, vand og elektricitet i 2 døgn for at pacificere befolkningen. Navnlig afbrydelse af vandforsyningen og hindring af udtransport af flygtninge fra Københavns Frihavn ville have forværret den i forvejen alvorlige situation og ført til en sanitær katastrofe for de 30.000-35.000 flygtninge, der i en periode befandt sig i Frihavnen, og for andre, der opholdt sig i de midlertidige lejre i pakhuse, fabriksbygninger m.v.
Ved at hjælpe relativt få flygtninge ind på hospitalerne kunne man have bragt et meget stort antal af de tilbageværende i en livstruende situation, hvis der var blevet strejke fulgt op af tyskernes lukning for vandforsyningen.
Det er vistnok en regel, at man ikke strejker og demonstrerer i dårligt vejr, og under besættelsen udløstes strejkerne da også i sommerperioden. Strejken i Esbjerg i november 44 var en undtagelse. Man skal dog være opmærksom på, at det ikke er kalenderen, der afgør, om der udbryder en strejke, det kan være vejrforholdene, der kan være afgørende.
Nogle kan måske huske, at det var godt vejr i april 45. Dette understøttes af oplysninger fra DMI, der fortæller, at april 45 blev betegnet som 'temmelig varm', middeltemperaturen var 7,2 gr., normalen var 5,7 gr., max. temp. var 23 gr. Antallet af solskinstimer var normalt, og det var nedbørsmængden også. I månedens sidste del var nedbøren minimal. Vejrforholdene var således ingen psykologisk hindring for, at der kunne udbryde en strejke.
Vi kan ikke vide om risikoen for en strejke er indgået i lægeforeningens overvejelser, men det kan ikke udelukkes, at det uden for referat er blevet sagt, at befolkningen kunne reagere med oprør, hvis hospitalerne blev fyldt med flygtninge.
Ud fra en helhedsvurdering traf lægeforeningens hovedbestyrelse en klog beslutning.
Det blev to overlæger i Vejle, der blev tyskernes sidste mordofre blandt læger. Det kunne ingen vide i slutningen af marts 1945. Efter forhandlingernes sammenbrud kunne Best og andre tyske ledere have pålagt Gestapo at udpege lægeforeningens formand og måske flere af hovedbestyrelsens medlemmer som ofre for mordpatruljernes kugler næste gang, det blev aktuelt at cleare en likvideret stikker. Det skete heldigvis ikke.
Risikoen for en omfattende strejke bekræftes af situationen efter likvideringen af de 11 modstandsfolk ved Rorup.
Efter Nedskydningen tog arbejderne på B&W initiativet til en strejke, der bredte sig til de fleste virksomheder i København, til restauranter, forlystelser og butikker. Strejken forplantede sig til 17 andre byer fordelt ud over landet.
En af initiativtagerne til udåden ved Rorup var den danske gestapohåndlanger Ib Birkedal Hansen. Som nr. 46 blev han den sidste, der blev henrettet efter dødsdom i henhold til straffelovstillægget.
KL bruger udtrykket, at stemningen i befolkningen var »- - blevet hadefuld mod alt tysk«. Det er rigtigt forstået.
Hadet var så massivt, at Ib Birkedal Hansen ikke fik straffen forandret til livsvarigt fængsel. Han blev henrettet d. 20.07.50, mere end 5 år efter befrielsen, - 17 måneder efter repatrieringen af de sidste flygtninge. Hadet var ikke mindre i april 45, hvor en strejke indirekte havde fået alvorlige konsekvenser for flygtningene.


Hvor langt skal læger gå for at hjælpe medmennesker i nød?
Det er rimeligt at se på lægeløftet i den danske version, der blev indført i 1815.
Det aktuelle i relation til tyskerne og flygtningene er følgende bestemmelser: »- - at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn; at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse - -«.
Hippokrates havde ikke forestillet sig, at der i 1945 kom til at foreligge en situation, hvor danske læger tvunget af omstændighederne skulle finde deres placering i forhold til lægeløftet. Nogle mener, at der ikke var plads til reservationer, og at der ubetinget skulle ydes hjælp, selvom landets magthavere, der var patienternes formyndere, myrdede løs på de læger, der var de potentielle hjælpere, - selvom de læger, der ydede hjælp, når som helst kunne blive ofre for de næste mord. Lægerne skulle tage stilling til, om danskere skulle fortrænges fra de danske hospitaler, selvom de havde behov for indlæggelse og behandling.
I forhold til lægeløftet var det spørgsmålet, om det var nok, at lægen havde en 'almindelig' etisk holdning, eller om han skulle praktisere det, der rammende er blevet betegnet som 'etisk fundamentalisme'.
Det var ikke så enkelt at tage stilling, som man kan tro, når man mere end 50 år efter begivenhederne føler sig tryg og ikke kan risikere, at Gestapo pludselig sparker døren ind og affyrer en salve.
En læge i Kerteminde tog to tyske soldater ind i konsultationen og behandlede deres skader efter et uheld med en motorcykel. Den samme læge ydede førstehjælp til den berygtede gestapomand Poul Michael Hansen, 'Poul Tysker', da han som leder af en patrulje fra Gestapo ville arrestere en modstandsgruppe på Geels Kro mellem Odense og Kerteminde. Det kom til ildkamp. Poul Tysker, der var blevet skudt gennem hovedet, blev behandlet og levede videre, indtil han blev henrettet efter dødsdom på grundlag af straffelovstillæggets bestemmelser.
Lægen, der var aktiv i modstandsbevægelsen, levede op til lægeløftet. Det gjorde han og de andre læger i Kerteminde også, da de undersøgte og behandlede flygtningene i byens tre flygtningelejre.
Lægeforeningen skrev, at den »- - ikke kunne medvirke ved organisation af nogen form for lægehjælp til tyske civilflygtninge«, men de enkelte læger efterlevede lægeløftet i konkrete situationer.
I et interview i Politiken d. 30. maj 1999 siger overlæge Jørgen Kieler, at læger i ekstreme situationer må tilsidesætte lægeløftet. Sådanne situationer kan opstå for læger, der udsendes til områder med krig og misvækst. I foråret 1945 havde vi i Danmark en sådan ekstrem situation. Risikoen for strejker som følge af udelukkelse af danskere fra indlæggelse på sygehuse og hospitaler ville indirekte kunne forværre flygtningenes forhold. Hjælp til forholdsvis få flygtninge kunne bringe relativt mange ud i uoverskuelige vanskeligheder.
Torturen, dødsdommene og henrettelserne, deportationerne, clearingmordene og Schalburgtagerne er ikke et kapitel for sig. De nævnte forhold skabte vreden i befolkningen og hadet mod tyskerne og fik derved indirekte betydning for flygtningene. KL studerer flygtningeproblemerne isoleret og undlader at sammenkæde dem med tyskernes brutale behandling af danskerne.
Det virker som om tyskernes forhandlere, disse 'gentlemen', som Arne Gammelgaard ironisk sagde i en fjernsynsudsendelse, efter KLs opfattelse nærmest var pletfri. Det var de inhumane danskere, ikke mindst lægerne, der var skurkene. I sin afhandling nævner KL, at Mogens Fenger d. 21.02.45 på eget initiativ henvendte sig til Gestapos chef i Danmark, Karl Heinz Hoffmann, for at protestere mod terrormordene på fire helt tilfældige læger på Odense sygehus den 20.02.45. I den forbindelse fremhævede Fenger, at tyske civilflygtninge ville kunne få brug for lægehjælp, og her antydede han første gang, at på grund af den tyske fremfærd kunne en sådan lægehjælp endog blive farlig for flygtningene.
I afhandlingen nævner KL ikke mordene på læge Vigholt, læge Raetzel og læge Carstensen, heller ikke henrettelsen af læge Johan Teilmann eller henrettelserne af de andre modstandsmænd, ligesom KL ikke omtaler mordene på lægerne i Vejle.
De tyske forhandlere, Best, Stahlmann m. fl., burde have optrådt som flygtningenes beskyttere ved at søge at skabe de bedst mulige forhold for dem, blandt andet ved at dæmpe modterroren. Man mødte naturligvis ikke velvilje, når man myrdede de læger, der skulle hjælpe. Det er urimeligt at påstå, at lægerne svigtede deres kald ved at henvise flygtningene til hjælp hos Værnemagtens sanitetsvæsen.
Indirekte blev flygtningene ofre for deres egne tyske beskytteres brutale handlinger i krigens sidste fase.


I Odense blev flygtningene overført fra Værnemagtens til modstandsstyrkernes ansvarsområde på en rimelig og forsvarlig måde.
De første 8-14 dage efter kapitulationen d. 05.05.45 var en kritisk periode for flygtningene. De var helt afhængige at den hjælp, der blev ydet af modstandsstyrkerne assisteret af Statens civile Luftværn, der bedst kan sammenlignes med vore dages Beredskabskorps.
Det er nødvendigt først at se lidt på den militære situation i Danmark og Nordtyskland i dagene forud for kapitulationen.
De tyske ledere i Danmark var forberedt på, at allierede styrker ville trænge op i Jylland, og Befehlshaber Dänemark, generaloberst Lindemann, var indstillet på kamp til sidste patron.
Lindemann havde erfaringerne fra den brutale krigsførelse på østfronten, og han har sandsynligvis haft indflydelse på den hårdere kurs, tyskerne lagde i februar 1945, ifølge hvilken man blandt andet eksekverede 64 dødsdomme, medens flygtningene kom til landet.
De danske modstandsstyrker havde forberedt sig på at kæmpe bag tyskernes linier for at ødelægge Værnemagtens infrastruktur så godt, det kunne lade sig gøre.
Kort efter invasionen i Frankrig arresterede Gestapo som tidligere omtalt 11 læger, fordi de var mistænkt for at hjælpe modstandsgrupperne, når de var ude på sabotage. Tyskerne havde ikke kendskab til, at der var tale om organisering af lægehjælp i tilfælde af kamp i Danmark.
I Odense var modstandsstyrkerne, i alt ca. 2200 mand og lige så mange 'civile', der hjalp med forsyninger, våbenopbevaring, logi og meget andet, klar over, at Værnemagtens kommandant, oberst Weiss, sammen med andre officerer var krigstrætte og i modsætning til general Lindemann ønskede en ublodig afslutning på besættelsen. Et stykke tid før kapitulationen havde repræsentanter for modstandsstyrkerne et møde med en af kommandantens stabsofficerer. Det foregik under åben himmel i parken Munke Mose tæt på byens centrum. På kommandantens vegne gav officeren udtryk for, at han ønskede at undgå kamp mellem de 2000 værnemagtssoldater, der var på kasernen, og modstandsstyrkerne.
Krigen fortsatte, og d. 02.05.45 nåede feltmarskal Montgomerys styrker frem til Lübeck, men forinden var den øverste tyske militære ledelse trukket væk fra Berlin og havde opslået hovedkvarteret på Marineschule Mürwik ved Flensburg. Den 3. maj indledtes forhandlinger om kapitulation i Montgomerys hovedkvarter på Lüneburger Heide, og samme dag var Best og Lindemann fra Danmark og Terboven og general Böhme fra Norge indkaldt til et møde med de tyske ledere, Dönitz, Keitel, Graf Schwerin Krosigk og Jodl, med henblik på at afgøre, om der skulle kæmpes også i Danmark og Norge. Lindemann var tilhænger af, at kampen skulle fortsætte på dansk jord, men det sluttede med, at Dönitz skar igennem og gav ordre til, at der ikke skulle kæmpes på dansk område.
Om aftenen d. 3. maj havde to repræsentanter for modstandsstyrkernes Fynsledelse igen et møde med Værnemagten. Denne gang var mødet blevet arrangeret med en deserteret tysk løjtnant som mellemmand. Han havde forbindelse til ikke-nazistiske officerer på kasernen. Disse påvirkede kommandanten til at mødes med modstandsfolkene. Igen mødtes man under åben himmel, denne gang i skovanlægget Fruens Bøge på en sti bag Zoologisk Have. Oberst Weiss mødte personligt sammen med sin adjudant og en gruppe værnemagtssoldater til beskyttelse. Kommandanten, der muligvis allerede var bekendt med afgørelsen i Mürwik, lovede at holde soldaterne hjemme på kasernen, når der blev kapituleret. Der ville ikke blive udsendt styrker eller skudt fra kasernen, medmindre man blev angrebet. Kommandanten havde fremhævet, at han ikke havde kommandoen over Gestapo og de danske håndlangere og heller ikke over en enhed af det tyske Feldpolizei.
Modstandsstyrkerne i Odense havde som i andre dele af landet forberedt sig på kamp og havde organiseret et lægekorps af byens praktiserende læger og hospitalslæger, og der var reserveret hospitalskapacitet på Odense sygehus. Der var også udlagt depoter med hospitalsudstyr, medicin, forbindsstoffer og proviant forskellige steder i Odense og i omegnen.
Efter mødet med kommandanten stolede modstandsstyrkerne på, at der ikke ville blive kamp, hvorfor man forberedte sig på at stille de udlagte depoter og organisationen med læger og hospitalshjælp m.v. til rådighed for flygtningene og de tyske lazaretter.
Den 5. maj kl. 08 kørte chefen for modstandsstyrkerne og hans næstkommanderende, der var praktiserende læge, ind på kasernen og fik foretræde for kommandanten. Man fik igen bekræftet, at Værnemagtens styrker ikke ville kæmpe, og herefter blev det opbyggede beredskab endeligt stillet til rådighed for blandt andre de ca. 2000 flygtninge, der fandtes i Odense og nu var henvist til modstandsstyrkernes hjælp.
Tyskerne havde oprettet lazaret på Korsløkkeskolen, og Hotel Windsor, der blev beslaglagt af tyskerne allerede i efteråret 1943, fungerede som Flüchtlingshilfskrankenhaus. Inden hotellet blev lazaret, anvendtes det til overnatning for værnemagtspersonel, der var på gennemrejse og kortvarigt ophold i byen. Senere blev det logi for Blitzmädeln og andet kvindeligt personel. Medens det var lazaret, var der blandt andet oprettet en børneafdeling. Mange flygtninge led af skarlagensfeber, som man ikke effektivt kunne behandle den gang. Også internerede politifolk fra Odense døde af skarlagensfeber i koncentrationslejren Buchenwald. En Schwesternhelfer har efter krigen oplyst, at der var stor mangel på blandt andet medicin og linned, - som der også var på de danske sygehuse.
Den 5. maj omkring kl 17 kom det til ildkamp mellem modstandsstyrkerne og Gestapo og Feldpolizei, altså de enheder, Værnemagtens chef ikke havde kommandoen over. Kampene varede ca. 1½ time. Der var faldne og sårede på begge sider. Der dræbtes 23 danskere, 11 modstandsfolk og 12 civile. Ca. 80 sårede blev bragt til sygehuset. Tre sårede døde senere af deres kvæstelser.
Modstandsstyrkerne sørgede for forsyninger og hjælp blandt andet til flygtningene, indtil de almindelige offentlige myndigheder, staten og kommunerne, kunne overtage opgaven. Der skulle også skaffes mad m.v. til de tyske lazaretter og de andre tyske forlægninger. Med henblik på en kampsituation havde modstandsstyrkerne i Odense allerede ½ år før befrielsen opbygget et stående lager, hvor man blandt andet rådede over 200 slagtede svin og tonsvis af konserves.
I Odense var der som i andre områder en vanskelig periode fra den 5. maj kl. 08, indtil de ordinære danske myndigheder kunne tage over. Modstandsbevægelsens initiativ og skjulte kontakter til Værnemagtens officerer var med til at afbøde flygtningenes mangel på fødevarer og hjælp.
Der er gjort meget ud af at beskrive forholdene i Odense, for at man kan forstå, hvor komplicerede forholdene var. Man kunne ikke bare i god tid 'sætte sig til forhandlingsbordet' sammen med obersten. Der var til det sidste risiko for, at modstandsbevægelsens forhandlere kunne blive arresteret og stillet for en standret eller krigsret. I Odense og over hele landet løste modstandsstyrkerne store og vanskelige opgaver, og man gjorde sit bedste for også at beskytte og hjælpe flygtningene, - de blev ikke nedprioriteret.
En del af oplysningerne stammer fra Hans Henrik Jacobsens bog 'Flüchtling in einem fremden Land' og fra en tidligere modstandsmand fra Odense, der deltog i mødet med oberst Weiss den 3. maj. Han fungerede som den ene af de to, der skulle beskytte modstandsstyrkernes forhandlere.


(Oplysninger fra stadsarkivet i Odense)
Udtræk af regnskabet for modstandsstyrkerne i Odense.
Konto for flygtninge.

(Udgifter til lægehjælp, medicin m.v. Bilagene er ikke bevaret)

Maj kr.
17. 1 l Sprit til Brug for læger

1,51

- Dalum Apotek: Medicinalvarer 29,55
19. Dr. Seidelin 12,00
28. Dalum Apotek: 2 Termometre 6,00
29. Socialkontoret: Sygeoph. for Flygtninge 143,5
Juni
6. Socialkontoret: Regn. Sygeophold 790,8
- Sygehuset: Røntgenundersøg. 15,00
- Sugehuset: Desinfektion 324,00
7. Brilleindfatning 9,00
8. Albani Apotek: Medicin 86,05
12. Sygehuset: Iflg. Regning 240,18
- 1 Flygtning: Forsaaling 18,00
13. Sygehuset: Iflg. Regning 8236,70
15. - - - 205,36
16. Falck: Div. Kørsel iflg. Regning 42,00
18. Ringe Apotek: Medicin 29,75
19. Sct. Knuds Apotek: Medicin 124,55
- Lund: 2 Brilleglas 6,10
20. Sygehuset: Iflg. Reg. 152,18
- Dalum Apotek: Medicin 24,65
21. Løve Apoteket: Medicin 14,75
25. Sygehuset: Iflg. Rg. 475,77
27. Sygehuset: Div. iflg. Rg. 391,18
- Falck: Div. iflg. Rg. 54,60
28. Sygehuset: Iflg. Rg. 176,00
- Sct. Hans Apotek: Meicin 23,45
28. O. Ligkistemag.: Begr. i Aarslev 115,00
30. Falck: Kørsel iflg. Rg. 290,70
- Sygehuset: Behandlinger 337,36
Juli
2. Falck: Div. Transport 332,02
- Sygehuset 489,54
- Skt. Hans Apotek: Medicin 45,30
4. Svaneapoteket: Medicin 276,40
- Dalum Apotek: Medicin 28,40
- Sct. Hans Apotek: Medicin 31,25
5. Sct. Knuds Apotek: Medicin 3,45
6. Albani Apotek: Medicin 19,10
- Sygehuset: Behandlinger 9,18
7. Apotek Bryggergaarden: Medicin 158,58


Hjælp til flygtningene andre steder.
Der blev gjort en meget stor indsats for at hjælpe de tyske flygtninge, der kom ind til Langeland, da engelske fly d. 03.05.45 angreb alle skibe i Storebælt for at hindre troppetransporter til Norge. I nogle af skibene var der flygtninge og ikke tyske soldater.
Den 04.05.45, dagen efter luftangrebene, drev en flydedok med 1500 russiske og franske krigsfanger på grund på Langelands østside.
De praktiserende læger ydede hjælp, og lægerne på Rudkøbing sygehus opererede i døgndrift i flere dage. Der blev ikke taget hensyn til, om patienten var russer, franskmand eller tysk flygtning. Man opererede dem først, der havde det største behov for hjælp.
Der blev også ydet en omfattende indsats af læger og sygeplejersker, da en pram med KZ-fanger og deres tyske vogtere blev bugseret ind i Klintholm havn på Møn.
Arne Gammelgaard har skrevet flere bøger om de tyske flygtninge i Danmark. Han har beskæftiget sig meget med emnet gennem en lang årrække. Han har blandt andet fra tyske flygtninge fået beskrivelse af mange tilfælde, hvor danske læger hjalp de tyske flygtninge både før og efter befrielsen. Det skete også i Glamsbjerg og Kerteminde. Der blev indlagt flygtninge på Kerteminde sygehus, der havde 24 sengepladser.
I en fjernsynsudsendelse d. 7. oktober 2001 fortalte KL, at praktiserende læge Ravn, Hammel, en praktiserende læge i Skørping og nogle praktiserende læger fra det tyske mindretal i Sønderjylland var de eneste, der ydede hjælp til flygtningene.
Det er mangelfulde oplysninger. Der blev ydet hjælp i videre omfang. Man hjalp lokalt.


Modstandsstyrkerne løste store opgaver i forbindelse med befrielsen.
Det er 57 år siden, besættelsen sluttede, og meget er blevet kritiseret og revurderet. Det er naturligvis godt og rigtigt, at man ser på det, der skete, med friske øjne, men man kan med rimelighed hævde, at modstandsstyrkernes indsats i nogle tilfælde er blevet nedgjort på urimelig måde.
Alt forløb naturligvis ikke, som det burde. Det kan man ikke forvente, når en befolkning skal overgå fra krigslignende forhold til fred i løbet af kort tid.
Man kan overveje, hvordan det ville være gået uden modstandsstyrkerne. Militæret var blevet afvæbnet 29.08.43, vi havde intet politi, og regeringen var ikke i funktion.
Natten mellem den 4. og 5. maj 45, bogstaveligt 'overnight', fik modstandsmændene nye opgaver. Efter at have været partisaner i lang tid, skulle de nu være ordenshåndhævere og flygtningenes beskyttere. Vi kan undres over og være taknemmelige for, at det lykkedes så godt, som det gjorde. Vi undgik de lange knives nat.
Bortset fra nogle mindre enheder, der straks vandrede mod Tyskland, kunne de tyske styrker først formelt overgive sig og begynde udmarchen, efter at engelske officerer var nået frem omkring d. 7. og 8. maj. Kaserner og militærlejre skulle klargøres til at huse flygtninge og til andre formål. Forladte tyske militæranlæg skulle bevogtes, flygtningene skulle forplejes og forflyttes, og man skulle anholde de danskere, der havde forhold, der skulle undersøges. De anholdte skulle bringes under tag, sættes under bevogtning, forplejes og afhøres så hurtigt som muligt. Det er imponerende, at modstandsstyrkerne landet over i dagene 5.-13. maj, inden politiet igen trådte i tjeneste, kunne overkomme at arrestere 21.800 personer. De ville fylde 640 busser. I dagene 5.-16. maj fik man tillige flyttet 30.000-35.000 flygtninge væk fra Københavns Frihavn. De ville fylde 1.000 busser.


Gjorde danskerne det godt nok i foråret og sommeren 1945?
Når man skal bedømme danskernes indsats for at hjælpe flygtningene, er det naturligt at sammenligne antallet af læger og hospitalssenge pr. dansk indbygger og pr. tysk flygtning.


Læger og sengepladser.

(Antallet af danske læger og hospitalssenge antages i 1945 at være som i 1943. Oplysninger fra Hvem-Hvad-Hvor, 1946, s. 270 og 272, samt fra Flygtningeadministrationen: ’Flygtninge i Danmark 1945-1949’, s. 108 og 111).

1945: Danskerne Flygtningene
Danske læger / tyske læger + hjælpelæger 3.761 227
Danske indbyggere / tyske flygtninge 4.023.300 238.010
Sengepladser på sygehusene:
Danske sygehuse / flygtningesygehuse 41.881 ca. 20.000
Pr. læge: danskere / flygtninge 1.070 1.049
Pr. sengeplads: danskere / flygtninge 96 12

Det er også rimeligt at sammenligne dødeligheden i flygtningelejrene og i den danske befolkning.
På grundlag af tabellen i KL's afhandling (Historisk Tidsskrift: Bind 99, hæfte 1, side 58) kan man opstille følgende oversigt:


Dødsfald i flygtningelejrene.

Gennemsnitligt antal dødsfald pr. måned (30 dage) i de anførte perioder:

'I alt' i % af 'I alt' i % af
1945 Mænd Kvinder Børn I alt 1) 238.010 2) 261.210
1/1 - 5/5 256 331 992 1579 0,66 0,60
6/5 - 30/6 418 630 1290 2338 0,98 0,90
1/7 - 30/9 98 168 256 522 0,22 0,20
1/10 - 31/1 274 108 146 328 0,14 0,13
1946
1/1 - 31/1 60 75 113 248 0,10 0,10

1) 238.010 = antallet af tyske flygtninge.
2) 261.210 = antallet af tyske + 'allierede' flygtninge.
De 'allierede' var fra 35 forskellige nationer. De var ikke-tyske flygtninge, der var fulgt med strømmen af tyskere. De blev flyttet fra de tyske lejre og lazaretter kort efter befrielsen.


Dødsfald i den danske befolkning.
(Oplysninger fra Danmarks Statistik).

Indbyggere i alt Dødsfald i alt Døde pr. år i % Døde pr. md. i %
1945 4.023.300 42.298 1,05 0,09
1946 4.075.000 42.013 1,03 0,09
1947 4.123.500 40.043 0,97 0,08
1948 4.168.400 35.981 0,86 0,07
1949 4.210.700 37.793 0,90 0,08
........
1976 5.072.516 54.001 1,07 0,09
........
2001 5.368.354 58.338 1,09 0,09

Som det ses, faldt dødeligheden i flygtningelejrene relativt hurtigt, og kom ned på samme niveau som i den danske befolkning.
Sammensætningen i flygtningebefolkningen var atypisk i forhold til den danske befolkning, idet de mest livskraftige mænd var ved fronten. Det har påvirket den procentvise dødelighed, der således af naturlige årsager var større i flygtningelejrene end ude i det danske samfund.
Statistikken er behæftet med en vis usikkerhed navnlig før befrielsen, fordi dødsfaldene ikke er anført måned for måned, og fordi flygtningene ikke kom i en jævn strøm i perioden 1. januar til 5. maj. Efter befrielsen er statistikken mere sikker, fordi man kendte det samlede antal flygtninge, der danner grundlag for beregningen i procent. Det har navnlig påvirket beregningerne, at flygtningene først begyndte at komme i større antal omkring 11. februar 45, og at man først var oppe på det fulde antal flygtninge ved befrielsen. Der kan ikke være tvivl om, at antallet af dødsfald i ugerne umiddelbart før og efter befrielsen har været væsentligt større, end beregningerne viser. Der er til gengæld grund til at antage, at dødeligheden i lejrene var nede på det omgivende danske samfunds niveau allerede 4-5 måneder efter befrielsen.
Det fremgår af regnskabet for modstandsstyrkerne i Odense, at flygtningene blev behandlet på Odense Sygehus. Der er ikke grund til at betvivle oplysningerne om, at sygehusbehandlingen af flygtningene blev sat i gang umiddelbart efter befrielsen, selvom den første udbetaling fra modstandsstyrkernes kasse først blev bogført d. 17. maj 45. Regningen på 8.236,70 kr., der blev bogført d. 13. juni, svarede til en sygeplejerskes løn i ca. 3 år.
I den kritiske periode efter befrielsen, tog det tid, inden man kunne tænke på at skrive regninger, - og man skulle også finde ud af, hvem der skulle betale. Det blev modstandsbevægelsen, der i første omgang på forskellig måde måtte skaffe de nødvendige penge.
Flygtningene var overalt, og der er ingen grund til at tro, at Odense indtog en særstilling for så vidt angår hospitalshjælp efter befrielsen.
Det danske samfund løste en humanitær opgave af så store dimensioner, at mange har vanskeligt ved at forstå det. Det var forhold, der kan sidestilles med en naturkatastrofe, men Danmark manglede den hjælp, der normalt strømmer til fra andre lande.
Vi bør spørge os selv, om vi gør det godt nok i dag, når det drejer sig om at lindre nøden, f. eks. i områder i Afrika, hvor der er krig og misvækst.
Nogle få læger og sygeplejersker rejser ud og yder en påskønnelsesværdig indsats, men det er en dråbe i havet. Det store flertal bliver hjemme og passer deres arbejde og undlader at svigte deres patienter på hospitaler og i praksis.
Afstanden til Afrika er lang i kilometer, men kort i flyvetimer.
Teknisk og økonomisk ville det ikke være noget problem at etablere en luftbro til Afrika og hente tusindvis af børn til indlæggelse på vore hospitaler, - men det gør vi ikke.
Vi sætter en realistisk grænse for hjælp, som vi gjorde i 1945.
Vore dages læger bliver ikke beskyldt for at gradbøje lægeløftet.
KL har gjort en stor indsats ved at studere begravelseslister og dødsattester, har bedømt diagnoser og foretaget andre udmærkede undersøgelser, men KL har ikke i tilstrækkelig grad beskæftiget sig med samspillet mellem flygtningene og det omgivende samfund, som det var før og umiddelbart efter befrielsen.
Selvom der var god grund til det, har KL undladt at tale negativt om tyskerne.
I strid med al fornuft, drevet af frygt for ledelsen i Berlin og i meningsløs troskab mod Adolf Hitler, fortsatte naziregimets ledere i Danmark deres brutale fremfærd til det sidste.
Tyskerne i Danmark praktiserede krigens vanvid på deres måde, og det forhindrede, at der inden befrielsen fra dansk side kunne gøres en effektiv indsats for at hjælpe flygtningene.
De danske læger gradbøjede ikke lægeløftet.


Sammendrag.
Der var flere årsager til, at flygtningene ikke fik tilstrækkelig hjælp, blandt andet:

Kraftig partisanaktivitet i flygtningenes nye opholdsområde.
Tyskernes brutale modterror, der skabte vrede, ophidselse og frygt i befolkningen.
Overbelægning på Værnemagtens lazaretter.
Overbelægning på danske hospitaler og sygehuse.
Risiko for en folkestrejke, hvis danskere var blevet udelukket fra indlæggelse og behandling.

Det var de tyske ledere både i Berlin og Danmark, der havde ansvaret for modterroren og dermed skylden for, at det blev vanskeligt for flygtningene at få den nødvendige hjælp.
Svagheden ved overlæge Kirsten Lylloffs afhandling er ikke så meget det, der er skrevet, som de relevante oplysninger, der er udeladt.

 

Indsendt 09.05.2003 - Ved svar henvises til denne dato, samt indsenderens navn.
Svar/bidrag indsendes til  histtid@hum.ku.dk